Forum

Koncerten

“Koncerten” vil med kærlighed til musik som omdrejningspunkt behandle et vanskeligt kulturmøde mellem Øst- og Vesteuropa. Desværre sker det som en svindlerfarce, der i for høj grad udnytter klicheer til billige grin, og hvor smuk musik forsøger at overdøve alt for mange huller i fortællingen.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 mr gaijin 14 år siden

Det lyder som en udmærket (læs: ufarlgi) julefilm at tage familien med ind at se.
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#2 Petrescu 14 år siden

Jamen, Charlotte Sachs Bostrup gave jo denne film topkarakter og derfor må det jo være sandt (IA).
Gravatar

#3 mr gaijin 14 år siden

#2 Og der mistede jeg lige lysten til at se filmen.
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#4 Kruspe 14 år siden

Kunne godt finde på at se den bare for at kigge på Mélanie Laurent. Hun er sgu en godte! Meeen så læser man kommentar nr. 2...
You see, in this world there's two kinds of people, my friend: Those with loaded guns and those who dig. You dig.
Gravatar

#5 Melisande 14 år siden

En pragtfuld, livsbekræftende film! Jeg har lige set den i Grand her i april, hvor den heldigvis stadig var på plakaten. Jeg morede mig strålende og var helt høj resten af dagen! Kan kun anbefales!
Gravatar

#6 Highland Park 14 år siden

Jeg har det stik modsat, for selv om jeg ikke ligefrem kedede mig, bød filmen på det ene klichefyldte øjeblik efter det andet og det tilmed udført som var det en dårlig skolekomedie. Med undtagelse af dejlige, karismatiske Mélanie Laurent, og til dels Aleksei Guskov i den anden hovedrolle, bliver der spillet tåbeligt amatørteater til den store guldmedalje.

kilgore skrev:
Alt løser sig, når musikken spiller. Helt mærkværdigt er det, at orkestret, som ikke har øvet sammen, siden de blev fyret fra teatret tilbage i sovjettiden, viser sig at spille som en drøm. Professionalisme er åbenbart ret ligegyldigt. Når blot man har passion for musik, så spiller den nærmest sig selv.

Enig! På trods af postulaterne om deres erklærede kærlighed til musikken samt brændende ønske om at hjælpe Andrei, er ingen af musikerne (bortset fra Anne-Marie, naturligvis) blot den mindste smule interesserede i at spille. Tværtimod.

Det er tåkrummende pinligt at overvære, hvordan instruktøren Radu Mihaileanu med klodset brug af diverse klicheer og virkemidler forsøger at vride de helt store følelser ud af sit publikum. Det virkede dog for en stor del af de mennesker, jeg så filmen sammen med, da de både morede sig højlydt, græd, snøftede osv. på de rigtige steder. I mine øjne fejler filmens hjertevarme budskab ikke noget, men fortællingen forbliver utroværdig og ualmindeligt dårligt fortalt.
... as surely as there's a mouse behind your ear.

Skriv ny kommentar: