“Kvinden fra Brest” er mord uden mysterie. De skyldige er klare fra start, og hvis man læser bare lidt om Irène Frachon, ved man, at de også får deres bekomst. Indtil da balancerer Bercot mellem overfortalt tragedie og stringent retssalsdrama. Med overvægt af det første. Og det er måske den virkelige lektie. At man er nødt til at tale til følelserne, nej, få en god gammeldags dansk rappenskralde til at råbe til dem, før folk vil lytte. At uretfærdighed først er en ægte skandale, når det bliver til en film.
