Kvinden fra Brest
Udgivet 2. aug 2017 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
“Kvinden fra Brest”. Det lyder lidt som en krimi, måske en Maigret, om et dødeligt skud en tåget nat. Virkeligheden er en anden, selv om der både er kriminelle og uskyldigt døde i filmatiseringen af lægen Irène Frachons bog, “Mediator 150 mg”. Dræberen er en ganske ægte slankepille, som indtil for få år siden blev flittigt udskrevet til franske diabetespatienter, men som Frachon opdagede forårsagede hjertestop. En skandale, der er oplagt stof for en fransk “Erin Brockovich”, der dog kæmper lidt med at holde den skarpe linje. Til gengæld, og her er vi tilbage ved den tågede titel, er filmen velsignet med en kvindelig hovedrolle, der slet ikke er fra Brest. Hun er ikke engang fransk.
At hun er gjort dansk understreger blot, hvor meget hun er på udebane i kampen mod slankepillen Mediator og medicinalindustriens hær af advokater. Frachon er stenen i skoen, hornet i siden på det franske, eller parisiske, sundhedsparnas. En ukendt, tilmed udenlandsk, lungelæge fra det lidet ansete universitetshospital i Brest er en lille irritation, der skal fejes væk, så den 30 år gamle pille kan blive på markedet. Sundhedsstyrelsen er i bedste fald bange for at tabe ansigt, i værste fald i lommen på de skarpe forretningsmænd i dyre jakkesæt. Det er en helt enkelt opsat kamp, sandfærdigt og loyalt skildret. Og alligevel har Bercots intrige svært ved at blive så spændende, og de menneskelige konsekvenser har svært ved at fremstå så tunge, som materialet ellers lægger op til.
Min egentlige anke er ikke mod al lægelatinen og diskussionerne om metodisk praksis inden for empiriske studier. Det er derimod, at Bercot igen og igen hamrer heltebilledet fast med store fede, syvtommersøm. Det er, som om nogen blandt publikum skulle være i tvivl om Frachons empati, og vi alle sammen derfor skal bombarderes med eksempler på hendes brede moderarme eller kloge hustruhoved. Hun kæmper for patienterne, salver deres fødder og græder over deres lig. Og ligesom Frachons menneskelighed skal staves helt tydeligt ud, kan vi åbenbart heller ikke begribe en medicinsk skandale, uden at den først skal rulles ind i melodramatiske følerier.
“Kvinden fra Brest” er mord uden mysterie. De skyldige er klare fra start, og hvis man læser bare lidt om Irène Frachon, ved man, at de også får deres bekomst. Indtil da balancerer Bercot mellem overfortalt tragedie og stringent retssalsdrama. Med overvægt af det første. Og det er måske den virkelige lektie. At man er nødt til at tale til følelserne, nej, få en god gammeldags dansk rappenskralde til at råbe til dem, før folk vil lytte. At uretfærdighed først er en ægte skandale, når det bliver til en film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet