Lidt meget på sidebenene

“Kvinden fra Brest”. Det lyder lidt som en krimi, måske en Maigret, om et dødeligt skud en tåget nat. Virkeligheden er en anden, selv om der både er kriminelle og uskyldigt døde i filmatiseringen af lægen Irène Frachons bog, “Mediator 150 mg”. Dræberen er en ganske ægte slankepille, som indtil for få år siden blev flittigt udskrevet til franske diabetespatienter, men som Frachon opdagede forårsagede hjertestop. En skandale, der er oplagt stof for en fransk “Erin Brockovich”, der dog kæmper lidt med at holde den skarpe linje. Til gengæld, og her er vi tilbage ved den tågede titel, er filmen velsignet med en kvindelig hovedrolle, der slet ikke er fra Brest. Hun er ikke engang fransk.

Det giver nemlig altid et lille gib af stolthed, når en dansker bliver ‘set’ i udlandet. Og så er Sidse Babett Knudsen endda lidt mere end det pudsige indslag af ubestemmeligt østeuropæisk Bond-birolle. Hun er Kvinden. Der skal dog nok meget tung fransk make-up til at skjule de københavnske aner, så Emmanuelle Bercot har skruet lidt på virkeligheden og gjort Irène til IrenE med stålsat skandinavisk kvindesind og fripas til at råbe op om ‘vatpikkede’ franske kolleger.

At hun er gjort dansk understreger blot, hvor meget hun er på udebane i kampen mod slankepillen Mediator og medicinalindustriens hær af advokater. Frachon er stenen i skoen, hornet i siden på det franske, eller parisiske, sundhedsparnas. En ukendt, tilmed udenlandsk, lungelæge fra det lidet ansete universitetshospital i Brest er en lille irritation, der skal fejes væk, så den 30 år gamle pille kan blive på markedet. Sundhedsstyrelsen er i bedste fald bange for at tabe ansigt, i værste fald i lommen på de skarpe forretningsmænd i dyre jakkesæt. Det er en helt enkelt opsat kamp, sandfærdigt og loyalt skildret. Og alligevel har Bercots intrige svært ved at blive så spændende, og de menneskelige konsekvenser har svært ved at fremstå så tunge, som materialet ellers lægger op til.

Der er noget med flowet – de korte sekvenser af Frachons musikalske børn, patientbesøgene, den halvhjertede modstand fra hospitalets ledelse, og så det hele forfra – der ikke trækker indlevelse med sig. Så selv om spillet er godt mellem Knudsen og Benoit Magimel som hendes allierede Professor Le Bihan, kan man til tider godt savne en stærkere vinkling af materialet. Frachon og Le Bihan finder frem til, hvad vi udmærket ved, mens Bercot forsøger at trække dramaet ud i alle krogene af forskningens op- og nedture. Karaktererne løber panden mod en mur af bureaukratisk arrogance, det er selve fortællingens desillusionerede kerne, men det er et problem, at plottet også render groggy rundt efter hvert sammenstød og leder efter sit næste skridt.

Min egentlige anke er ikke mod al lægelatinen og diskussionerne om metodisk praksis inden for empiriske studier. Det er derimod, at Bercot igen og igen hamrer heltebilledet fast med store fede, syvtommersøm. Det er, som om nogen blandt publikum skulle være i tvivl om Frachons empati, og vi alle sammen derfor skal bombarderes med eksempler på hendes brede moderarme eller kloge hustruhoved. Hun kæmper for patienterne, salver deres fødder og græder over deres lig. Og ligesom Frachons menneskelighed skal staves helt tydeligt ud, kan vi åbenbart heller ikke begribe en medicinsk skandale, uden at den først skal rulles ind i melodramatiske følerier.