Handlingen er ofte meget indforstået, og Neshat gør ikke meget for at åbne verden, hvilket ofte efterlader en mere uberørt, end det nok var tiltænkt. Samtidig fornemmer man, at Neshats manglende erfaring med filmmediet får hende til at tage nogle uheldige valg. Haven, hvori ulykkelige kvinder kan mødes i hinandens søsterskab, virker hurtigt så kitschet, som var det en Disney-film, og i det hele taget føles filmen lidt som en videoinstallation, som man kan poppe ind og ud af efter lyst. Det ville måske fungere fint som udstilling, men som en hel filmoplevelse skal der helst ligge en mere kontinuerlig følelse bag. I glimt er “Kvinder uden mænd” dog fuldstændig blændende, og hvis Neshat får mere styr på selve filmfortællingen, er der potentielt nærmest ingen grænser for de mirakler, hun kan udrette.
