Sublime billeder i forfaldets Iran

Hvis man tænker på, hvad det er, som de enkelte film efterlader stærkest i erindringen, er det som regel nogle enkelte billeder, og tit kan man fornemme en films styrke eller mangel på samme på, hvor længe de billeder bliver siddende i bevidstheden bagefter.

Billederne står dog selvsagt ikke alene, og at man omvendt ikke kan lave en god film på flotte syn alene ses bl.a. i “Kvinder uden mænd”, der ellers byder på adskillelige af slagsen. Filmen er instrueret af Shirin Neshat, der primært er kunstner og fotograf, men som nu har taget springet til spillefilmen med “Kvinder uden mænd”.

Historien er baseret på en bog, som Neshat også tidligere har lavet videoinstallationer over, og som omhandler det amerikanskstøttede iranske kup i 1953, der skulle få så vidtfavnende konsekvenser for landet, og som i sidste ende måske var en medvirkende årsag til, at Iran endte i det nederdrægtige præstestyre. I bedste ensemble-stil følger vi en gruppe forskellige kvinder, der på hver sin måde bliver påvirket af landets omvæltning, og som på forskellig vis bliver ofre for det mandsstyrede samfund. Der er den prostituerede og skrækindjagende tynde Zarin, hvis opslidende erhverv har efterladt hende dybt traumatiseret, og som i en særdeles hårrejsende sekvens brutalt vasker sin krop, til der knap nok er andet end blod og knogler tilbage.

En anden kvinde lever som en reel fange, mens hendes bror styrer hende med hård hånd, og hvor radioen er blevet hendes eneste kontakt til omverden. Broderens tyranniske adfærd bliver dog til sidst for meget for hende, og i frustration kaster hun sig ud fra taget. Broderen er oprørt: ”Hvordan kunne hun gøre dette mod mig? Hvad vil naboerne ikke sige?” og begraver hende hastigt i baghaven, men derved slutter historien ikke. I en anden fortælling møder vi en ældre kvinde, der kommer til at revurdere sine livsvalg, da en gammel flamme dukker op, og hun søger ly i et selvvalg eksil i en have på landet, der bliver en slags søsterskab for tabte kvinder.

Som kameraet udforsker landskaberne, præsenteres vi for den ene mere overdådige sekvens efter den anden, og man efterlades bestemt ikke i tvivl om Neshats evner som billedskaber. Vi er ganske vist som oftest placeret under de åbne vidder, men altid hænger der en klaustrofobisk følelse over scenarierne. Visuelt er “Kvinder uden mænd” uden tvivl en af de mest duperende film, jeg har set i meget lang tid. Hvis Neshats styrke er hendes poetiske øje, så er svagheden imidlertid historiens sammensætning. Hun vil så frygteligt gerne fortælle den store historie om landets omvæltning, men selvom ambitionerne rækker vidt, så knækker fortællingen over, og man efterlades i stedet med en serie betagende løsrevne stemningsbilleder uden nogen følelse af nødvendighed.