Som altid spilder Solondz ikke mange chancer for at chokere os, men alligevel virker han betydeligt mindre opsat på det end i hans forrige film “Palindromer”, hvor selv det sidste billede føltes som et knæ i skridtet. Til trods for al håbløsheden og de udsigtsløse muligheder virker tonen denne gang alligevel mere forsonende. Vores hovedpersoner er ganske vist stadig spærret inde af deres egne længsler og lyster, men en sørgmodig bevidsthed om livets realiteter lader også til at have trådt ind. ”Glem og tilgiv” er filmens omdrejningspunkt, men efterhånden, som handlingen ruller sig ud, bliver vi klar over, i hvor høj grad disse mennesker er forfulgt af fortidens spøgelser og må konstatere, at de i forsøget på at glemme måske derved også har lukket af for den sidste chance for egentlig tilgivelse. Man ved dårligt, om man skal le eller græde.
#1 Skeloboy 14 år siden
Den har ikke fået supergode anmeldelser alle steder. Men hvor har du set den henne?
#2 Benway 14 år siden
#3 filmz-Bruce 14 år siden
#4 Benway 14 år siden
#5 dyg 14 år siden
#6 Skeloboy 14 år siden
#7 Skeloboy 13 år siden
En løs fortsættelse til Happiness, der også inkluderer personer fra Welcome To The Dollhouse og Palindromes. Ingen bliver spillet af samme skuespiller, og deres personligheder er heller ikke helt ens. Men gør det noget? Ikke rigtig. Happiness står ikke så stærkt i min hukommelse, men Life During Wartime kan absolut godt ses som en selvstændig film. Referencerne bliver nemlig forklaret, og hvis de ikke gør, så har man ikke mistet noget af handlingen.
Solondz fortsætter med at kræse om skæve karakterer, grænseoverskridende seksuelle emner og dialoger. Det føles lidt som om, Solondz vil have en afslutning på hans tidligere film, som alle er langt mere udfordrende Personerne er blevet en del år ældre, og er på sin vis også kommet videre. Men fortiden har sit faste greb i personerne.
Selvom den er mere afdæmpet, er den absolut ikke mindre kontroversiel. Flowet er også ændre. Hvor især Welcome To The Dollhouse er langsommelig, er der lidt mere liv i Life During Wartime.
Har man ikke set de tidligere film - især Happiness - kan man snildt se Life During Wartime. Hvis man har set Happiness, men som mig ikke kan huske den, vil jeg anbefale lige at læse resumeet på wiki og få styr på de nye ansigter. Uanset hvad, så har Todd Solondz endnu engang lavet en seriøs god film, der er en blanding af sort, sort humor, nogen af de skæveste og mest komplekse karakterer set krydret med lidt pædofili(absolut ikke i så høj grad som før), andre pervisiteter og følelsladet scener.
Præcis som i Palindromes har karakteren Mark Wiener kun en lille rolle, men er alligevel den mest interessante. Dens mindre kontroversielle tilgang gør også, at den lige får en karakter lavere end de tidligere. Den har ikke samme slagkraft og "what the fuck just happened" over sig.
8/10