Fortidens spøgelser

Latter eller tårer? Medfølelse eller afsky? Det er de valg, som man forlægges under Todd Solondz’ “Life During Wartime”, og uanset hvilken reaktion, man har, er det svært at slippe fornemmelsen af, at det var den forkerte.

Filmen er Solondz’ opfølger til “Happiness”, der var et af 90’ernes største mesterværker. Solondz er en afslører af de mindre charmerende underliggende strømninger i det amerikanske forstadshelvede og har gjort netop det med så fantastiske resultater i “Happiness”, at filmen på godt og ondt har været en milepæl, som alle hans senere værker siden er blevet sammenlignet med og ikke altid lige favorabelt.

Nu er han så vendt tilbage til fortællingen fra “Happiness”, der igen han de samme personer i hovedrollerne, men denne gang alle spillet af nogle andre skuespillere. Centrum i beretningen er atter Joy, der til trods for sit navn ikke just oplever megen glæde, og filmen åbner med en slags genskabelse af “Happiness”-indledningen, hvor hun i den første film knuste John Lovitz’ hjerte, der af samme grund tog sit eget liv. Traumet over den oplevelse har tilsyneladende haft sin virkning, for hvor Joy i Jane Adams’ oprindelige skikkelse var en lidt naiv, men sød størrelse, så er hun i Shirley Hendersons udgave næsten småpsykotisk som en lille forsagt pige fanget i en voksens krop.

Tilbage er også den pædofile Bill, som netop er blevet løsladt fra fængslet, og hvis opdukken bliver noget af et chok for hans yngste søn, der ellers har fået at vide af moren Trish, at han er død. Han spilles denne gang af Ciáran Hinds, som giver en noget mere plaget præstation end Dylan Bakers undertrykte skikkelse, hvilket dog også harmonerer glimrende med den udvikling, figuren har taget. Bill har en noget nedslående affære med Charlotte Rampling, og mellem de to bliver nogle af filmens centrale temaer om tilgivelse udvekslet: ”Kun tabere beder om tilblivelse,” konstaterer han, ”… og kun tabere forventer at få den,” tilføjer hun tørt.

Det er alt sammen temmelig nedslående i en grad, at det derved også bliver temmelig morsomt, og man kunne derved meget let tro, at Solondz hader eller i det mindste foragter sine personer, men det modsatte lader i stedet til at være tilfældet. Jo vist, bortset fra børnene er ingen uden deres synder, men Solondz finder også sympatiske træk hos alle og tilbageholder den endelig dom over dem. Den perfekthedssøgende Trish forsøger vitterligt på at være en god mor, hun er bare fra naturens side blevet udstyret med så mangelfuld indsigt i andre og så elendige kommunikationsevner, at det ikke kan gå andet end galt.