Det er svært at takke Andrey Zvyagintsev for den portion håbløshed, den krybende følelse af eksistentiel angst, som “Loveless” bærer tæt ved sit kolde hjerte. Men samtidig må man næsten takke ham for at have ophøjet skænderiet til den mest stikkende, ubehagelige kunst. For at tage eksistentiel angst og håbløshed så befriende alvorligt. Og ikke mindst for at have øvet sig så meget på at skildre den menneskelige psyke, at man midt i skænderierne og angsten føler sig håbefuldt i selskab med et nærmest gudgivet talent.
