Loveless
Udgivet 3. jan 2018 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
I Andrey Zvyagintsevs “Loveless” er skænderiet ophøjet til kunstform. Og her taler vi ikke om en præstation udi eder og tilsvininger, der kommer af et rent, gudgivet talent. Disse to optrædende, Zhenya og Boris, har helt tydeligt øvet sig. Længe. Så længe, at sønnen Alyosha tilsyneladende foretrækker det russiske efterår frem for deres iskolde forhold. Han stikker i hvert fald af og starter et sammenbrud af det allerede sammenbrudte. Det bliver til en fuldstændig nådesløs skildring af to ødelagte mennesker, der nok ønsker sig tilbage til dengang, skænderierne ikke rigtig handlede om noget vigtigt.
Og der er det, “Loveless” begynder at gøre rigtig ondt. Zhenya og Boris oplever noget, som de færreste af os heldigvis kommer til, og det er en øvelse i sig selv at prøve at forstå den slags angst. Det er i øjeblikket nemmere at være fordømmende og fremhæve deres egoisme, deres følelseskulde, den distræte afvisning af deres stakkels søn. ’Hvem fanden opfører sig sådan?!'. Pludselig er man fanget ind af historien på en måde, som ingen tårepersende, violinsmægtende følefiskerfilm ville kunne efterligne. De burde have min sympati, men jeg afviser den med en gammeltestamentlig, næsten frydefuld følelse af ‘karma’.
Det betyder imidlertid ikke, at “Loveless” er direkte eller let at afkode. Den har en uudgrundelig mystik og en tung, tung bagage, som kun kommer til overfladen i brudstykker. Man kunne for eksempel lave en ferm psykoanalytisk diagnose ved at sammenligne Zhenya og hendes afsindige, infame mor. Og lederen af de frivillige eftersøgningshold må da gemme på noget under sin kontante overflade. Men det føles også for nemt og fladt, som at forfalde til simpel kassetænkning. Lysten til at forstå og udfylde huller i historien hos selv den mindste sidekarakter er misundelsesværdigt arbejde på manuskriptniveau. Og skuespiller- og instruktør-.
Det er svært at takke Andrey Zvyagintsev for den portion håbløshed, den krybende følelse af eksistentiel angst, som “Loveless” bærer tæt ved sit kolde hjerte. Men samtidig må man næsten takke ham for at have ophøjet skænderiet til den mest stikkende, ubehagelige kunst. For at tage eksistentiel angst og håbløshed så befriende alvorligt. Og ikke mindst for at have øvet sig så meget på at skildre den menneskelige psyke, at man midt i skænderierne og angsten føler sig håbefuldt i selskab med et nærmest gudgivet talent.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet