Visuelt betjener Brizé sig af lange enkle sekvenser, og selvom denne form nogle gange kan blive anstrengende, så er effekten her fremragende, fordi billederne er så uhyre velkomponerede. Man bliver hurtigt suget ind i universet og opmærksom på selv de mindste nuancer. Dermed passer stilen også perfekt til emnet, der ikke udpensler eller overdramatiserer begivenhederne, men netop derfor føles så overbevisende og vedkommende.
Anspændtheden tager til, efterhånden som handlingen skrider frem, og spørgsmålet, om Jean vil eller ikke vil forlade sin familie for den kvinde, han er kommet til at elske, presser sig på. Begge muligheder byder på sine kvaler uanset valget, men filmen er under alle omstændigheder fremragende. Underspillede dramaer er næsten blevet en tabt kunstart, men i “Mademoiselle Chambon” genfinder vi et for fuld styrke. Tonen er måske nok nede ved jorden, men følelserne er helt oppe i skyerne.
