Det stille vand, den dybe grund

Biografgængere klager nogle gange over, at filmene bevæger sig for langsomt, og at handlingen ikke rykker sig ud af stedet, men det modsatte er mindst lige så ofte – hvis ikke oftere – tilfældet. Tit bevæger en films begivenheder sig af sted efter den udtjente filmfilosofi, at hver scene skal bringe plottet videre, og derved bliver handlingsmekanik det primære, mens hovedpersonerne drukner som overflødig fyld.

Dette er dog ikke tilfældet i “Mademoiselle Chambon”, der i stedet opererer med antydningens kunst og stilfærdigt får os til at rette al vor opmærksomhed mod personerne, indtil man til sidst bliver bevidst om selv den mindste forandring på lærredet.

Filmen handler om mureren Jean, der er gift med den kønne fabriksarbejder Anne-Marie, som han også har en søn med. Der er intet utilfredsstillende ved hans liv, og det er derfor et godt spørgsmål, om det er velsignelse eller forbandelse, da han møder sin søns nye lærerinde Véronique Chambon og hurtigt bliver mere og mere betaget af hende. Den skrøbelige musikalske kvinde åbner en ny side af personligheden, som Jean ikke får aktiveret på samme vis hos den mere praktisk anlagte kone, og Véronique lader heller ikke til at være upåvirket af Jeans upolerede fremtoning.

Filmen er instrueret af Stéphane Brizé, der tidligere har stået bag den glimrende “Ikke her for at blive elsket”. Den film var allerede domineret af Brizés tilbageholdende virkemidler, men selvom “Mademoiselle Chambon” fortæller en historie om truende utroskab, som på alle måder lægger op til et stort melodrama, så er hans metoder endnu mere skåret ind til benet denne gang. Den løbende romance er usagt og foregår hovedsageligt imellem linjerne, indtil parret med faste skridt nærmere sig det punkt, hvor det ikke længere at muligt at ignorere, hvad der foregår mellem dem.

Langt fra en lykkebringende kærlighed er deres følelser næsten et ufrivilligt fængsel. De ved begge, at det det ville være katastrofalt at reagere på følelserne, men ingen af dem kan alligevel gøre noget ved det. Med til at højne den følelse er utvivlsomt det forhold, at de to skuespillere Vincent Lindon (som vi sidst så i den fænomenale thriller “Alt for hende”) og Sandrine Kiberlain i virkelighedens verden er gift, men på nuværende tidspunkt separeret. Linjen mellem de virkelige følelser og de imaginære må have været vanskelige at trække, og begge parter leverer formidable præstationer, hvor ikke mindst Sandrine Kiberlains evne til at skifte udtryk med minimale midler er duperende.