Per Kirkeby taler åbent om alle sine skavanker i “Mand falder”. Han åbner også sit atelier for Wivel og hendes kamera, og så begynder det for alvor at blive interessant. Kan Per Kirkeby overleve som kunstner, når hjernen stritter imod? Og hvorfor overhovedet forsætte med at lave kunst, hvis man ikke længere kan genkende sine værker?
