Mand falder
Udgivet 10. nov 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Per Kirkeby er en af nyere tids mest anerkendte danske kunstnere. Men de sidste par år har han haft svært ved at genkende sine egne malerier. En banal ulykke har kilet sig ind mellem Kirkeby og kunsten. Et fald. Ned ad trappen, hovedet først. Hjerneblødninger og hjerneskade. I “Mand falder” følger Kirkebys ven, den erfarne dokumentarist Anne Regitze Wivel, kampen for at finde tilbage til kunsten. Med tid og tålmodighed kommer hun helt tæt på den kunstneriske proces, når Kirkeby arbejder for at genfinde sig selv som kunstner, mens den ødelagte hjerne gør modstand.
Wivel filmer sin ven i genoptræningen. Hun skildrer, hvordan det lykkelige ægteskab med konen, Mari Anne, bliver påvirket af behovet for hjælp og pleje. Men heldigvis bruger Wivel mest tid på det, der gør Per Kirkebys situation unik – kunsten. Mens Brahms buldrer og brager på lydsiden, filmes Kirkeby, der famlende forsøger at genfinde sin gamle fornemmelse for farver og lærred. Måske kommer der noget interessant ud af den nye situation, funderer Kirkeby. Han oplever nu verden på en markant anderledes måde. Men netop derfor vil han aldrig selv kunne vurdere sin nye kunst. Også den oplever han på en anden måde end os andre. Han er fanget i sit eget hoved.
Som når han med befriende latter fortæller om den gang, hans sko svuppede i pis efter et restaurantbesøg. Hans kone havde ved et uheld glemt at lukke den pose, der skulle opsamle hans urin. Historien er næsten umulig at fortælle for både Kirkeby og konen. Så meget griner de. Det er den åbenhed og intimitet, der gør “Mand falder” interessant. Den er ærlig. Både når viser den skadede kunstner og såvel som det skrøbelige menneske. Nærheden kompenserer til dels for den flade, håndholdte billedside, der hverken æstetisk eller kreativt står mål med sit emne.
Per Kirkeby taler åbent om alle sine skavanker i “Mand falder”. Han åbner også sit atelier for Wivel og hendes kamera, og så begynder det for alvor at blive interessant. Kan Per Kirkeby overleve som kunstner, når hjernen stritter imod? Og hvorfor overhovedet forsætte med at lave kunst, hvis man ikke længere kan genkende sine værker?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet