Der er nærhed og varme og intimitet i såvel de blide strøg på kinden som de voldsomme brydekampe i trods på de grove gulve i klosteret mellem Marie og Marguerite. De tos samhørighed er rørende i al sin simpelhed, simpelthen. På nær Maries gode og bredskuldrede bondefar er der ingen andre mænd at finde i “Maries historie”. Det er det tålmodige søsterskab, som den døve og blinde pige finder og henter styrken i. Kærligheden, omend platonisk, mellem lærer og elev får plads til at udfolde sig. Desto mere hiver og niver det, da Maries forældre kommer på visit. Her kan Marie gennem tillært tegnsprog og berøring for første gang i sit liv fortælle moderen, at hun elsker hende. I det afgørende øjeblik bliver kameraet sobert hos Marguerite, hvis historie “Maries historie” i lige så høj grad fortæller.
