Maries (og Marguerites) historie

Der var engang, for egentlig ikke meget lang tid siden, hvor det at være døv eller blind – eller måske endda, åh gru og skræk, døv OG blind – var så godt som ensbetydende med at være tosse. Derfor er den fjortenårige franske bondepige Marie Heurtin lige ved at ende på en sindssygeanstalt i slutningen af 1800-tallet, da hendes forældre ikke længere kan passe den ’vilde’ pige. Heldigvis for Marie er der en både mild og viljefast nonne på klosteret og døveskolen i Larney, der tager opgaven på sig som sin personlige mission i livet. Hun vil civilisere Marie. Lære pigen at begå sig blandt andre mennesker og give hende et (tegn)sprog.

“Maries historie” er baseret på virkelige hændelser. Præcis som i Arthur Penns stærke “Hellen Kellers triumf” fra 1962, der fortæller en lignende historie; blot med amerikansk fortegn og minus nonne. En anden åbenlys sammenligning er Francois Truffauts “Den vilde dreng”. Alligevel er “Maries historie” sin egen. Instruktør Jean-Pierre Améris’ sobre og simple drama spiller på få, men velvalgte strenge. Filmen er båret af Isabelle Carrés altid milde væsen i rollen som den tålmodige søster Marguerite og debutanten Ariana Rivoire, der med stor indlevelse og umiddelbarhed spiller Marie.

Da vi møder søster Marguerite for første gang, ligger hun på knæ og taler sagte til sine blodrøde, modne tomater i klostrets lille nyttehave. Her er en troende kvinde, lidt sær; indrømmet, der er i balance med verden omkring hende og bevidst om selv tomatens velbefindende. Selvfølgelig er det hende, der må og skal løse den vilde Marie fra kroppens døve og blinde fængsel. Give hende et sprog og en blid, blussende kind at finde tryghed ved. Én kind, som Maries følsomme fingre kan mærke runde, når Marguerite smiler.

At “Maries historie” ikke dvæler ved de afgørende skridt i Maries langsommelige udvikling hen mod en måde at udtrykke sig på overrasker. Her vælger Jean-Pierre Améris at fremhæve selve processen i stedet. Gentagelse på trættende gentagelse. To fingre, der i et kryds gnider sig hen over hinanden. Tegnet for ’kniv’. Igen og igen og igen ser vi Marguerite insisterende skære sig ind til erkendelsens grundkerne. Og dét bliver det første ord i Maries stumme vokabularium.

Små dryp af lidt (for) kluntet komik agerer åndehuller i det ellers så fortættede drama, hvor musikken også leger lidt (for) fjollet med på løjerne. Her føler man sig næsten hensat til en af Améris tidligere film, “Anonyme romantikere”; en morsom, (sukker)sød kærlighedsfabel, der i øvrigt også havde Isabelle Carré i hovedrollen. De humoristiske afstikkere, hvoraf scenen, hvor Marguerite transporterer Marie i en trillebør hjem til klosteret for første gang, må være en hilsen til Truffauts “Den vilde dreng”, tilføjer også historien et eventyrligt lag. Således bliver “Maries historie” glimtvis til noget andet og mere end blot en genfortælling af virkelige hændelser fra slutningen af 1800-tallets Frankrig.