Som en komedie er “Marley & Me” overraskende umorsom. Humoren består mest i at se Marley forvandle diverse sofaer til vatkugler og løbe fra ejerne, hvilket lynhurtigt bliver lidt trættende at overvære. Vi følger udviklingen fra ungt par til velhavende kernefamilie, om end tidens gang ikke rigtig sætter nogen spor og vores hovedpersoner skifter tilsyneladende ikke engang frisure i løbet af de 10-12 år, der går.
Historien handler naturligvis om, hvordan familien kommer til at holde uendeligt meget af Marley til trods for hans mange belastende træk, men på trods af personernes mange ord til vidne om det modsatte får man egentlig ikke en fornemmelse af, at han betyder så voldsomt meget i familien. Da historien tager en sentimental drejning nær slutningen, bliver filmen umiddelbart ganske rørende, men den vækker alligevel ens irritation, efterhånden som følelserne bliver malket hindsides kvalmegrænsen. For hundeelskere er det utvivlsomt et stort øjeblik. Alle andre fortjener snarere en godbid for at have holdt ud så længe.
#1 gladiator 15 år siden
Ved ikke om anmelderen selv har hund, men tror jeg man skal have, eller ha' prøvet før man kan relatere til filmen.
Filmen er så enkel, at ja, nogen hader den åbenbart for det. Men jeg synes sgu det var befriende at se en film, med så enkelt en handling som: Hvad en hund gør ved en familie over en årrække. Hvordan den bliver mere end et dyr for menneskerne der har den. Rørende, absolut!
Må indrømme der løb et par tårer fra mine kinder i biografen, synes det var en dejlig film, og godt skuespil fra Owen og Jen.
#2 filmz-Narniabæver 15 år siden
[spoilertag indsat af red.]
#3 Michael Andersen 15 år siden
#4 Winniepooh 15 år siden