Marley & Me
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 21. sep 2009 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
I filmens verden er sætningen ”Baseret på en sand historie” ofte ensbetydende med ”Sentimental følelsesporno uden ét gran af troværdighed.” “Marley & Me” tager udgangspunkt i en autentisk historie, og filmen er afgjort sentimental, men det ville dog være en stor overdrivelse at betegne den som følelsesporno. Filmens lystige trailer, som præsenterer masser af gakkede hundekunster, samt dens plakat, der prydes af to storsmilende skuespillere og en nuttet hundehvalp, lægger ellers op til en omgang kvalmende sødsuppe. Men filmens problem er ikke, at den for ofte og intensivt prøver at gøre tilskueren blød om hjertet, men at den derimod forsøger alt for sjældent.
Faktisk kan “Marley & Me” snildt sammenlignes med den hund, der er filmens omdrejningspunkt (i hvert fald i en del af filmen), for ligesom Marley savner filmen beslutsomhed og retningssans. Det er et besynderligt komediedrama, som sjældent er særlig dramatisk, og endnu sjældnere er decideret komisk. “Marley & Me” blev lanceret som en farce, men den er altså sjældent sjov – ikke så meget fordi dens jokes falder til jorden, men fordi den stort set ingen jokes har. I perioder virker filmen endda gravalvorlig. Efter introduktionen af Marley og et par muntre sekvenser, synes filmen mere opsat på at granske sine hovedpersoners besvær med at få job og børn (vi overværer endda en spontan abort), og der er mange skænderier mellem John og Jenny, som døjer med midtvejskriser.
Det er dog alligevel forfriskende og beundringsværdigt, at “Marley & Me” ikke forsøger at fremtvinge latter og tårer med samme nagende iver som de fleste film med søde dyr i centrum. Og både Owen Wilson og Jennifer Aniston leverer gode, følelsesladede præstationer i hovedrollerne – det er bare en skam, at deres karakterer er så banale. Efter filmens lovende start og sløve midterdel kommer “Marley & Me” for alvor op i gear igen mod slutningen, som benytter ethvert tænkeligt trick fra tåreperserens manual – og med stor succes, må det alligevel siges. Det er bare en skam, at filmen indtil da har været så hunderæd for at puffe til tilskuerens tårekanaler. Flere forsøg havde formentlig givet pote.
Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Dette superbe HD-transfer understreger, at “Marley & Me” er en splinterny, velfinansieret Hollywood-film. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt. Detaljerigdommen er enorm, og billedet har både imponerende dybde og et appetitligt, celluloidagtigt look. Hverken utilsigtet støj eller gryn forekommer, og edge-enhancemnet, udtværing og komprimeringsfejl figurerer heller ikke. Kontrasten er ekstremt sjældent en smule flad, men slet ikke hyppigt nok til at frarøve dette strålende transfer en velfortjent topkarakter.
Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor går fint i spænd med billederne, men man har glemt det, så snart filmen er forbi. Dynamikområdet er forholdsvis stort, der er ingen mindeværdige panoreringer, den auditive atmosfære er sædvanligvis udmærket, men indimellem meget stilfærdig og kedelig, og lydeffekterne, musiknumrene og replikkerne kommer klokkeklart igennem.
Fans af filmen og hunderacen vil formentlig sætte stor pris på skivens mange (om end ultrakorte) dokumentarer, der bl.a. omhandler et par festlige hundekonkurrencer og de mange vovser, som spillede Marley under optagelserne. Desværre er skivens 6 minutters fraklip enormt kedelige, mens der til gengæld er et par udmærkede, men også mange overflødige øjeblikke blandt udgivelsens i alt 26 minutters slettede scener, som instruktøren David Frankel har indtalt kommentarer til. Man kan også aktivere et video-kommentarspor, som belærer seeren i hundeopdræt under udvalgte scener fra filmen. Ekstramaterialet præsenteres i HD. Desuden medfølger en digital kopi af filmen på en selvstændig disk.
“Marley & Me” er en af årets mest ujævne film – en indimellem bevægende og velspillet, men også for lang og rodet affære, som vakler for meget på skillelinien mellem det humoristiske og det alvorsfulde. Udgivelsens ekstramateriale er nogenlunde, transferet er fremragende, og lydsporet er udmærket. Filmens fans og blødhjertede hundeejere bør overveje at erhverve udgivelsen, mens alle andre enten bør leje den eller købe en af markedets talløse overlegne ‘feel good’-film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet