Ved første øjekast kan “Midnight in Paris” synes noget florlet og lidt for fornøjelig i sin omgang med stoffet. Men under den åbenlyse nostalgiglasur er der faktisk brod. Nok er Gils natlige smutture tilbage i tiden alle indfanget i et flatterende, gyldent skær, men Allens konklusion er ikke så ensidig. Nostalgi er en farlig dansepartner. Man er nødt til at finde sig til rette i nuet og leve livet forlæns. Men fantasien skal der også være plads til.
#1 Hr. Nielsen 13 år siden
#2 schodt 13 år siden
#3 Sweetiebellefan 13 år siden
#4 Bony 13 år siden
#5 Bruce 13 år siden
#6 Sweetiebellefan 13 år siden
#7 The Insider 13 år siden
#8 Business Monkey 13 år siden
Slutningen, og forløbet mod den er dog alt, alt for overilet, og den pludseligt ivrigt, efterrationaliserende Wilson lægger en stor dæmper på både rytme og sans for filmens rørende tema og svævende univers, der efter blot 1-2 scener ender med at virke plat, for nusset og ja, desvære alt, alt for kitsch.
En utroligt dårlig slutning i forhold til alt det stille og roligt opbyggede univers man ellers kunne i et passende tempo taget små bidder af, en for en, og ført mod en lignende, men dog langt mere troværdig pointe.
Kort sagt fejler filmen i at afslutte, hvad den ellers fint opbygger. Alt smuldrer.
#9 MMB 12 år siden
#10 MMB 12 år siden