Ved første øjekast kan “Midnight in Paris” synes noget florlet og lidt for fornøjelig i sin omgang med stoffet. Men under den åbenlyse nostalgiglasur er der faktisk brod. Nok er Gils natlige smutture tilbage i tiden alle indfanget i et flatterende, gyldent skær, men Allens konklusion er ikke så ensidig. Nostalgi er en farlig dansepartner. Man er nødt til at finde sig til rette i nuet og leve livet forlæns. Men fantasien skal der også være plads til.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 Hr. Nielsen 13 år siden

Straks grundet denne fine anmeldelse, fik jeg rigtigt meget lyst til at se denne:)
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Gravatar

#2 schodt 13 år siden

Var inde og se den her til aften, og kan kun give anmelderen ret. En rigtig god og anderledes film end alt det andet sædvanlige Hollywood pladder. Kan kun anbefales!
Gravatar

#3 Sweetiebellefan 13 år siden

Kan ikke vente!
Twilight Sparkle: "Real friends don't care what your cover is. Friendship is a wondrous and powerful thing.
Gravatar

#4 Bony 13 år siden

Øv, jeg læste overskriften som "Midget in Paris". :(
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Gravatar

#5 Bruce 13 år siden

En anmeldelse, som absolut giver lyst til at få set bæveren. Woody har haft et højt, men ikke ligeså højt niveau i sin "europæiske periode", som i sine tidligere dage. Håber han rammer guldet denne gang.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#6 Sweetiebellefan 13 år siden

Jeg troede det var "Fuck og knep mig i Paris".
Twilight Sparkle: "Real friends don't care what your cover is. Friendship is a wondrous and powerful thing.
Gravatar

#7 The Insider 13 år siden

#6, nej nej, Narniabæver, det er "One night in Paris", du tænker på!
War. War never changes.
Gravatar

#8 Business Monkey 13 år siden

Er uenig med anmeldelsen i, hvor godt sammensat denne film er. Filmen er bestemt sød og med sin charme, en charme som den får gennem en del gode birolleskuespillere (mest af alt igennem Dalì og Hemingways karakterer), gennem Owen Wilson som klart og troværdigt, ja næsten fængslende fremviser sin karakters følsomhed og optagethed af verdenen omkring sig, og gennem selve Paris' dragende, smukke essens, der meget mærkbart skinner igennem billedet.
Slutningen, og forløbet mod den er dog alt, alt for overilet, og den pludseligt ivrigt, efterrationaliserende Wilson lægger en stor dæmper på både rytme og sans for filmens rørende tema og svævende univers, der efter blot 1-2 scener ender med at virke plat, for nusset og ja, desvære alt, alt for kitsch.

En utroligt dårlig slutning i forhold til alt det stille og roligt opbyggede univers man ellers kunne i et passende tempo taget små bidder af, en for en, og ført mod en lignende, men dog langt mere troværdig pointe.

Kort sagt fejler filmen i at afslutte, hvad den ellers fint opbygger. Alt smuldrer.
Gravatar

#9 MMB 12 år siden

Suk, en fantastisk film. :)
Gravatar

#10 MMB 12 år siden

Muligvis Allens bedste!

Skriv ny kommentar: