Alt er dog ikke pjank og pjat, og efterhånden træder en mere alvorlig historie om identitet i forgrunden. Interessant nok vendes de sædvanlige roller på hovedet, og den lille umiddelbart frihedssøgende oprørsgruppe viser sig at være mindst lige så fordomsfuld som dem, de protesterer imod. Filmen forsøger også at overraske, da Yngve viser sig ikke helt at være den person, Jarle tror, men det viser sig desværre at være den svageste del af historien, eftersom det ikke bidrager med noget andet end overflødige konflikter og en noget vag persontegning.
Ikke desto mindre er “Mig og Yngve” en varm, underholdende og fornøjelig film, der hurtigt får listet sig ind i ens trang til nostalgi efter den gang, da verden var et mere simpelt og overskueligt sted. Ligesom Jarle har Tore Renberg taget sine første skridt med denne film, og hvis “Mig og Yngve” er en målestok for hans fremtidige projekter, så er der meget at glæde sig til.
