Mig og Yngve
Udgivet 20. nov 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Der var en gang for meget længe siden en tid i den mørke middelalder, hvor vi hverken havde iPods, internet, Dankort eller EU, og hvor alle mennesker gik rundt og var nogenlunde tilfredse, eftersom de ikke var klar over alle de ting, de manglede. Den tid kommer tilbage med nostalgisk fornøjelse i den norske “Mig og Yngve”, der foregår i det herrens år 1989 lige efter Berlinmurens fald.
Iført sort frakke med utallige badges er den lille gruppe sammentømret i sin afstandstagen til alt, hvad der virker yuppieagtig. Den trygge dagsorden bliver imidlertid forskubbet, da drengen Yngve kommer til klassen. Pludselig er intet helt det samme, og Jarle begynder snart at sende længselsfulde blikke efter den unge fyr, som introducerer ham for både tennis og synthpop. Jarle må efterhånden se sig splittet mellem sine venner, kæresten og den indadvendte Yngve.
“Mig og Yngve” er baseret på en roman af Tore Renberg, og filmen er blevet en af Norges mest populære film i 2008. Det forstå man godt, for det er både en frisk og charmerende oplevelse, vi her overværer. Filmen er instrueret af den debuterende Stian Kristiansen, som med denne første film lægger særdeles lovende ud. Hovedpersonen henvender sig indimellem direkte til kameraet, og lydsiden fyldes effektivt med iørefaldende musik fra perioden såsom The Cure, Joy Division, Stone Roses og Japan, der bidrager til et overbevisende tidsbillede. Underholdende er også den lune humor, og ikke mindst vennernes reaktion på Jarles nye interesser samt et temmelig amatøragtigt forsøg på at indkøbe hash er ubetalelig morsomt.
Alt er dog ikke pjank og pjat, og efterhånden træder en mere alvorlig historie om identitet i forgrunden. Interessant nok vendes de sædvanlige roller på hovedet, og den lille umiddelbart frihedssøgende oprørsgruppe viser sig at være mindst lige så fordomsfuld som dem, de protesterer imod. Filmen forsøger også at overraske, da Yngve viser sig ikke helt at være den person, Jarle tror, men det viser sig desværre at være den svageste del af historien, eftersom det ikke bidrager med noget andet end overflødige konflikter og en noget vag persontegning.
Ikke desto mindre er “Mig og Yngve” en varm, underholdende og fornøjelig film, der hurtigt får listet sig ind i ens trang til nostalgi efter den gang, da verden var et mere simpelt og overskueligt sted. Ligesom Jarle har Tore Renberg taget sine første skridt med denne film, og hvis “Mig og Yngve” er en målestok for hans fremtidige projekter, så er der meget at glæde sig til.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet