Jeg har sjældent følt mig så optimeret som i mødet med “Min far Toni Erdmann”. Og sjældent grint så meget som af Toni Erdmanns pruttepude, der dog overgås tifold i latterlighed af konsulent-jakkesæt, som finder mening i et liv med selvoptimering og outsourcing. Det er ikke lykken. Det er derimod en mand med gebis og paryk.
