Min far Toni Erdmann
Udgivet 30. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er moderne med en personlig coach. En, der kan optimere dig og dit liv. Sådan en er Maren Ade nu for mig med sin “Min far Toni Erdmann”. For titlens Toni tilsætter ikke blot sjov og lykke til konsulent-datterens outsourcede karriereliv. Men nu også til mit. Med enkle greb; et fjoget gebis og en pruttepude, er Toni Erdmann den bedst tænkelige coach til en optimeret Excel-verden.
I udgangspunktet har “Min far Toni Erdmann” sådan set heller ikke blikket rettet mod Rumæniens arbejderklasse, som tyske Ines vil fyre. Hun er EU-glad sammen med jakkesæts-chefen. Godt, at Rumænien kom med i klubben – nu kan vi fyre og tjene penge, lyder den kolde konsulentlogik. Hun har fået olie-projektet i Bukarest som partnersag. PRUT! Toni tilsætter uhøjtidelig humor til partnersnakken med en pruttepude. Hendes champagne-slæng ved ikke, at han er hendes far. Det er så pinligt!
Og ligesom Murray i selskab med Scarlett Johansson bryder ud i Japan, så insisterer Erdmann på, at Ines må bryde ud. Han retter hendes blik imod konsekvenserne. Arbejderen, der bliver fyret. Og en lokal familie, som byder dem indenfor til at male æg. Og de små glæder – grin, sang, der begynder som de skøre elementer i en karriereverden, men som spilletiden afslører som det eneste fornuftige alternativ til en verdensfjern optimeringskultur komplet med coke, pagne og kanapeer med sperm på.
Jeg har sjældent følt mig så optimeret som i mødet med “Min far Toni Erdmann”. Og sjældent grint så meget som af Toni Erdmanns pruttepude, der dog overgås tifold i latterlighed af konsulent-jakkesæt, som finder mening i et liv med selvoptimering og outsourcing. Det er ikke lykken. Det er derimod en mand med gebis og paryk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet