Takahata samler nutid og fortid i en finale, der er ganske sød, men også ret forudsigelig. På den vis samler han en fin pakke med sløjfe og et tydeligt trykt afsenderkort. Der er ikke en finger at sætte på animationens finesse, og den særlige ro i fortællestilen giver så absolut mening. Men det hele bliver også en tand for tilbageholdt og, ja faktisk, kedeligt. Jeg bliver ældre og mine minder synes langt væk, men det er ikke nok til, at tiden flyver i selskab med “Minder fra i går”.
