Vage minder

Jo ældre man bliver, jo hurtigere synes tiden at gå. Den ubarmhjertige sandhed forsøger Isao Takahata at vise med “Minder fra i går”. En lidt rastløs animationsfilm, der faktisk blev lavet en del år før i går. Helt tilbage i 1991. At den får premiere nu skyldes sandsynligvis det voksende publikum, som dens skabere Studio Ghibli har trukket til den japanske tegnefilm siden årtusindskiftet. I deres efterhånden pæne katalog af skævt charmerende eventyr fremstår Takahatas enkle, ligefremme stil lidt konservativ. Man spindes roligt ind i kvinden Taekos smukt poetiske erindringer, men føler til tider også, at man betragter en andens fotoalbum. Interessant i øjeblikket, men måske ikke minder, man tager med sig for evigt.

Taeko er en let melankolsk deltager i det paradoksale moderne liv. Omgivet af mennesker, men ensom som man kun kan være det i Japans megametropolis. En karrierekvinde uden mand og familie, og det i den forrykt gamle alder af 27(!), som hendes bekymrede søster påpeger over telefonen. Man ser næsten ikke Taeko i direkte interaktion med andre, og da hun smiler til et lille barn, pisker det hen til sin mor. Det er en fin, diskret skildring af fremmedgjorte skæbner, der retter ind i et kasseformet samfund, men drømmer om noget helt andet hjemme i den kasseformede lejlighed.

Den anden side af “Minder fra i går” viser Taeko som en energisk 10-årig, der bor med sine strenge forældre, ældre søskende og mimrende bedstemor. Man kan godt forstå, hvorfor hendes voksne jeg er blevet stille og arbejdsom. Her skejer man ikke for meget ud. Taeko er hverken den smukke og søde eller hende med de skjulte talenter, der pludselig blomstrer op som i enhver amerikansk high-school-fortælling. Da hun endelig viser sig at have evner inden for skuespil, sætter faderen en stopper for hendes casting til et stort teaterstykke på universitetet. Kampen mellem egne drømme og omgivelsernes forventninger er afgjort på forhånd i 60’ernes Tokyo.

Den slags nederlag er de stille eksplosioner i et portræt, der næsten virker stivnakket udramatisk. Den skuffende introduktion til en frisk, umoden ananas. Smagen af skolemælk. Taeko, der for første gang kommer på landet og besvimer i kurbadet. Jeg er helt med på, at dét er minderne fra i går, men det er ikke nok til at forføre mig, at titel og indhold passer smukt sammen. Det bliver for smådetaljeret og pussenusse-specifikt for min smag. Især fordi det ikke for alvor ændrer sig, da nutids-sporet tager over, og Taeko vender tilbage til landet for at arbejde som blomsterplukker hen over sommeren.

Det enkle liv, naturen og de ærlige mennesker får hende til at se livet på ny. Virker det bekendt? Takahata prøver ikke at skjule, hvor vi er på vej hen, men mediterer i stedet endnu engang over detaljerne: hvordan saflor-blomsten plukkes, tørres og presses til rouge, hvordan de fattige bondepiger farvede deres tøj, hvordan man kører en traktor. Det er lidt som at se Søren Ryge. Ikke et ondt ord om ham, men der er måske en grund til at “DR derude” ikke udkom i to timer lange tegnefilmudgaver. Ryge, der drævende messer om den begyndende småforelskelse i ham den seje fra parallelklassen. Mon nogen i nutiden kan give de samme ryk i maven?