Man kunne sige, “Miraklet” triller besværet derudad som en rullestol i landsbykirkens perlegrus. Man kunne sige, det var et mirakel at sætte så godt skuespil og så smukt sceneri sammen til så kedelig en film. Men det ville være farligt at gå ind i de billedsproglige cirkler og snirkler, som har gjort, at den her lille historie falder til jorden med et bibelsk brag. Sådan nogle skulle forresten være ret høje. Jesus er i hvert fald blevet døv af dem, for er det ikke, som om han er holdt op med at lytte? Han sidder nok ligesom os andre og griner lidt i skægget over det ironiske i en præst, som ikke kan acceptere mirakler. Men det bliver godt nok et lidt træt grin, når denne lille religionskritiske joke skal strækkes ud over et helt kærlighedsdrama. Til sidst kunne jeg hverken le eller græde, jeg var ligeglad. Og det er vel sådan, de fleste har det med religion, nu hvor miraklernes tid er forbi.
