Det hele står i en 2000 år gammel bog

Mirakler, orakler og brændende fakler. Lamme stakler og lortebrune kakler. 70’ernes Danmark som hjemsted for en gang religiøs fanatisme over kaffe og wienerbrødsstang. Tjo, hvorfor ikke? Hvis bare det ikke var så slæbende langmodigt fortalt, at Jehovas Vidners baskere, “Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner?” eller “Advarende eksempler for vor tid”, virker som hæsblæsende mindfuck ved siden af. Det siges, at vi altid fortæller den samme historie bare på nye måder. At grundpræmissen i enhver god fortælling er et smertefuldt møde mellem mand og kvinde. Men når man vælger at fortælle en gammel historie på en gammel måde, kæmper man mod hårde odds.

Der er ellers guf til sanserne i Auning anno 1971. Det østjyske landskab er smukt på en voldsom måde, der ikke ligner resten af lille Danmark, hvor bagerdisken eller naboens hæk gør det ud for småborgerlig skriftestol. Her har istiden skåret brutale skrænter i de himmelstræbende bakker. Her overdøver vindens pisken i elmetræerne enhver traktormotor. Her står du ansigt til ansigt med din gud. Det mirakel, man kalder Guds natur, har fået knaldende blå, gule og grønne farver. Hos den store abe, mennesket, hamrer det røde igennem, i vaskebaljer, i strutskørter, i dansesko og i stort set alle medvirkendes hår.

Ud over at tænde ild i lærredet er det svært at se, hvad farveeksplosionen ellers bringer til det langsomt sivende drama om en lam danselærerinde og hendes ungdomskærlighed, der vender tilbage til byen. Det er, som om alle landets dansklærere har bedt til Gud om den perfekte film til undervisningen. Bønnerne er hørt. For nu lander “Miraklet” midt i tornysteret, så tung af symboler, at æggemaden næppe overlever, men fortolkningsmusklen kan trænes uden at overanstrenges.

Sonja Richters Johanna er lykkeligt gift med Peter Plaugborgs Erik, der er præst, men lam på grund af en bilulykke. Ugens højdepunkt er gudstjenesten, hvor Erik igennem 10 år har forsøgt at få sin kone til at gå ved et Jesu mirakel. Da danseskolens indehaver dør, vender sønnen hjem til begravelsen. I læderjakke. På en motorcykel (ja sgu!). Og tænder op under Johannas begær. Det er den bunke af klicheer, som er forsøgt gjort til et meningsfuldt drama, og som fortællemæssigt understreges af flashbacks, der udløses, når Ulrich Thomsens fårede rebel kigger på gamle fotografier. Amen altså. Der er absolut intet overraskende i fortællemåden eller nogle hemmeligheder gemt i de korte fortidsminder. De blev teenageforelskede og så teenagefornærmede. Han stak af, og nu er han tilbage og langt hen ad vejen helt uinteresseret og uinteressant.

Alt er pakket ind i antydninger, der måske var spændende, hvis historien ikke allerede gav sig selv. Der er konstant fokus på hendes fødder og hendes giftering. Hendes normale sko er flade og brune, danseskoene højrøde. Da hun får lidt hygge ved siden af, går hun fra stram knold til udslået hår. Og så er vi ikke engang ved bibelreferencerne, den fortabte søn og alt det der. Det er ikke et problem at have en konsekvent visuel stil, men her er det simpelthen overtydeligt og manieret. Hvis du sad til skolekomedie og fik serveret en gang ‘helbredelse ved dansetrin’, havde du nok fundet den lidt for tyk og smilet overbærende. Personligt fandt jeg allerede ‘ungdomsoprør ved numseryst’ og dum popmusik som i “Footloose” lidt for fjollet, men i det mindste fuld af energi. Så hvorfor tage den og udskifte humor, tempo og Kenny Loggins med Sonja Richters blege smil og en skrattende lakplade med tango?