Begge roller besidder begge en selvreflekterende holdning, som perfekt matcher filmens egen selvrefleksion, men til trods for den analytiske tilgang så er det dog først og fremmest filmens følelsesfulde udtryk, der drager én ind. At vi ved så lidt om personerne åbner for muligheden for at tolke os selv ind i rollerne. Pludselig sidder man ganske uventet påvirket og dybt bevæget tilbage, og ikke mindst afslutningen er fuldstændig hjemsøgende. Jeg kan simpelthen ikke mindes en nyere film, som jeg har haft så stor lyst til omgående at gense som denne.
Hvorvidt autenticitet er det afgørende eller i bund og grund ligegyldigt er vanskeligt at svare på, men en ting ved jeg dog uden den mindste rysten på hånden: “Mødet i Toscana” er filmkunst af den ægte slags.
#11 Twister 12 år siden
#12 Antlion 12 år siden
Artificial Eye og Facets har udgivet alle 3 på VHS.
#13 Skeloboy 12 år siden
#14 Antlion 12 år siden
Det er da et must, når du bevæger dig ud i det obskure. :)
#15 Skeloboy 12 år siden