Grådige direktører og dumme medier får opbyggelige skideballer i “Money Monster”, men det er altså en ret primitiv kritik, når problemerne med et uretfærdigt system reduceres til en grisk karl, der bare skal lære at lade være med at være så grådig. Jodie Foster vifter med pegefingeren, men formår ikke at sætte den der, hvor det gør ondt. Der, hvor man tvinges til at stille sig selv grundlæggende spørgsmål om vores samfund. I stedet rettes den mod dem, vi alle kan enes om at hade. Det er for nemt.
