En kedelig løftet pegefinger

Det er nemt at være sur på finanssektoren. Her i kølvandet på den store finanskrise, der fik folk til at besætte Wall Street, er amerikansk film begyndt at tage notits af den almindelige borgers harme over de griske pengemænd. Film som “The Big Short” og “The Wolf of Wall Street” forstår, at den retfærdige vrede er blandet op med et gavmildt skvæt fascination, og at det netop er de modstridende følelser, som gør de selvfede finansfyrster til fremragende filmkarakterer. Den har Jodie Foster desværre ikke luret. Hendes bud er bare sur og frelst og selvretfærdig.

I begyndelsen ligner det en komisk opskruet satire, når George Clooney danser pengeregndans med letpåklædte damer som vært på aktie-showet “Money Monster”. Det virker måske vildt og utroværdigt set fra en dansk kontekst, hvor “Magasinet Penge” og “Millionærklubben” er noget mere sømmelige, når de vender pengesagerne. Men kender man til det amerikanske mediebillede, hvor tv-shows som “Mad Money” gøgler sig gennem aktiekurserne og lover livsomvæltende afkast på ‘sikre’ investeringer, så virker Clooneys tosserier slet ikke så søgte.

Clooneys arrogante tv-vært giver også gode råd om aktieinvesteringer, som hans seere troligt adlyder. Men et af hans sikre råd giver bagslag, da firmaet Ibis pludselig daler 800 millioner dollars i værdi. Det tager han imidlertid ikke så tungt. Hvor der handles, der spildes, er hans teflonglatte automatreaktion. Det kan godt være, han har sagt, det var en sikker investering, men den slags kan man jo ikke vide med sikkerhed. Det siger vel sig selv? Tandpastasmil, videre i teksten. Clooneys klamme, selvtilfredse charme i indledningen er et af de få lyspunkter.

Men ikke alle er klar til at vende bladet og glemme det dårlige råd. Den unge mand, Kyle, har mistet hele sin opsparing på Ibis-investeringen. Så han er vred. Han beslutter at snige sig ind i tv-studiet og tage Clooney som gidsel, mens hele landet kigger med. Herfra er det en thriller i real time. Clooneys karakter, som vi kun lige har lært at kende, vender 180 grader på halvanden time og sætter samtidig rekord for historiens hurtigste udvikling af Stockholmsyndromet. Fra samvittighedsløs lorteaktiepusher til rødglødende kapitalismekritiker på 5400 sekunder. Lyder det utroværdigt? Så lad mig forsikrer om, at det bliver endnu værre i de kulminerende scener, hvor virkeligheden fortaber sig som en plet i horisonten.

Havde det så bare været spændende. Men det meste af tiden sker der meget lidt. Den unge mand råber, at han vil have svar på, hvor hans penge er blevet af. Julia Roberts’ tv-producer stirrer bekymret på skærmene fra sin producerstol, mens hun giver Clooney peptalk i øresneglen. Og det er svært at interessere sig for nogen af dem, fordi “Money Monster” dumper ned i deres liv ganske få minutter før gidseltagningen går i gang. Hvem er den vrede, unge mand med pistolen og bombevesten egentlig? Ingen anelse. Jeg kan fornemme, det er meningen, jeg skal have sympati for ham, men det er svært, når alt jeg ved om ham, er, at han har minus på kontoen.