Hvad der adskiller filmen fra så mange andre børnefilm er dog den grundlæggende mørkere tone, der ligger bag filmen. Vi får en følelse af, at selvom alting naturligvis går godt i sidste ende, så skulle der faktisk ikke så meget til, før det hele var gået galt, og det er først og fremmest den fornemmelse, der giver følelsesmæssig vægt til afslutningen. Fortællingen efterlader også en bittersød eftersmag, og som man atter ser Nanny McPhee forsvinde i horisonten efter endnu en veloverstået opgave, føles det på mange måder som afslutningen af et overgangsrite, vi alle skal igennem. Ellers så er “Nanny McPhee med nye tryllerier” en børnefortælling af den velkendte slags med en velfortalt beretning, som dog ikke byder på meget nyt under solen. Bortset altså fra de der grise, der dyrker synkronsvømning – jeg er ret sikker på, at det er første gang.
