Det hele skulle angiveligt være bygget på en virkelig begivenhed, men det var ikke virkeligheden, jeg blev klogere på. Tværtimod står “Nattens Dæmoner 2” som en drejebog i, hvordan man opbygger atmosfære og ubehag. Men det kunne godt nok også have været rart, hvis jeg havde lært lidt mere om, hvordan man afslutter en horrorfilm uden at gennemgå alle horrortroperne, som var de på en tjekliste. Gys!
