Gysende og gyseligt gys

Jeg lærte præcis to ting af at se “Nattens Dæmoner 2”: 1) Jeg bryder mig i grunden ikke særligt meget om at blive skræmt fra vid og sans og 2) En gyser kan være nok så uhyggelig, men hvis selve fortællingen og karaktererne ikke er interessante, virker den ikke som helhed.

Jeg så store dele af “Nattens Dæmoner 2” frygtsomt igennem mine fingre. Det skal siges, at min tærskel for gys og gru nok er lavere end gennemsnittet, men ikke desto er det yderst sjældent, at jeg finder det decideret ubehageligt at sidde igennem en horrorfilm. Men det gjorde jeg altså her. Og det er på trods af, at den her sequel egentligt ikke gør noget, som jeg ikke har set før. Det kan koges ned til, at to dæmonjægere skal hjælpe en britisk familie, der er så uheldige at bo i det, som må være verdens mest hjemsøgte hus. Dørene smækker, gyngerne gynger af sig selv, og den yngste datter teleporteres rundt i huset, når hun sover.

At James Wan formår at fremstille et hjemsøgt rækkehus som det mest uhyggelige sted i verden, er lidt af en bedrift. Det lykkes, fordi han (igen) har en grundlæggende forståelse for, at de tre mest skræmmende ting i verden er stilhed, mørke og pludseligt høje lyde. Her fanges fanges perfekt den stille rædsel, man oplevede som barn, når man om natten på vejen fra sit værelse til køkkenet for at få et glas vand, pludselig hører noget knirke.  

Den første time af “Nattens Dæmoner 2” er ren kondenseret uhygge. I lange kamerabevægelser følger vi de skrækslagne karakterer, som de bevæger sig ned af gangene i deres nedslidte hus. Det er så spændende og ubehageligt, at jeg næsten ikke nåede at tænke over, at plottet nærmest ikke bevæger sig fremad. Men på et tidspunkt skal der jo ske et eller andet, der ikke er uhyggeligt. Derfor tilkalder man verdens to kedeligste dæmonjægere, Ed og Lorraine. Sammenlignet med Max von Sydow i “Eksorcisten”, hvis trætte blik og dybe ansigtsfurer nærmest fortalte sin egen historie om et liv brugt på at bekæmpe ondskab, så synes Patrick Wilson og Vera Farmigas bud på dæmonjægere at være skåret ud af en dybt uinteressant helteskabelon.

Men den her historie har slet ikke brug for helte, og deres ankomst til England annoncerer det gradvise skift fra foruroligende atmosfære til CGI-idioti. Vi frygter, hvad vi ikke forstår, og som dæmonen, der truer familien, bliver mere og mere konkret, så bliver den også mindre og mindre uhyggelig. Til sidst kortsluttes det hele i et latterligt klimaks. Konklusionen på en gyser virker bare ikke, hvis det er et episk showdown, der involverer stormvejr, en gåde, der bliver løst i sidste øjeblik, og en nonne-dæmon med skarpe tænder.