At historien udspiller sig i 1971 er måske filmens største clou. Har man sagt 1970’erne, har man også sagt brune nuancer, uklædeligt kluns og teknologi på det analoge plan. Det er bare mere skræmmende, når lp’en kører i hak, end når iPod’en giver én æbleskærm. Det analoge har en indbygget stoflighed og er i sin natur langsom. Det tager tid, når Harrisvillehuset skal rigges til med lys- og lydsensorer, spejlreflekskameraer med snoretræk og små klokker på dørene. Wan tager sig den tid, og det er efterhånden lidt af en sjældenhed i en moderne gyserfilm. Der lettes også behørigt på hatten til de filmiske forbilleder med et par vaskeægte 70’er-zooms, der rammer både stemning og periode formidabelt. Ligesom The Zombies 1968-hit, “Time of the Season”. Et smågenialt sangvalg.
“Nattens dæmoner” lever på stemning, effektive gys af den gamle skole og velspillende skuespillere over hele linjen. Bedst er Lily Taylor og Vera Farmiga, hvis karakterer der absolut også er mest kød på. Alene Farmigas garderobe, der inkluderer både babyblå kalvekrøs og ankellange uldnederdele, er grund nok til at indløse billet. Bevares, det er ikke den dybe tallerken, Wan opfinder hen mod filmens slutning, hvor handlingen skal bindes sirligt sammen. Effektjageri med letkøbte bøh-øjeblikke trækker også en my ned i det samlede regnestykke. Det laver dog på ingen måde om på, at filmen er en veltunet kærlighedserklæring til fordums tiders foruroligende gys.
#11 Lord Beef Jerky 10 år siden
#12 wiseguy 10 år siden
5/6
#13 dyg 10 år siden
#14 Thomsen 10 år siden
Det kunne det desværre ikke.
Jeg holder fast i, at det vellavet skrækfilm og nok Wans mest helstøbte værk. Men den får mig ikke personligt helt op at ringe.
Umiddelbart tror jeg, at der er nogle ganske enkelte grunde: For det første, så virker tidsrammen en smule distancerende. Uhyggelige film, der foregår i fortiden, har det med, for mig, at blive mindre uhyggelige end uhyggelige film, der foregår i nutiden. Det er måske af samme grund, at jeg altid har holdt meget af gotiske skrækfilm - de bliver på en eller anden måde mere hyggeligt end virkeligt uhyggeligt med alle de gamle, støvede huse og borge fulde af spindelvæv og knirkende gulvbrædder.
For det andet, så er filmens monster,
Og endeligt, så synes jeg heller ikke at filmens lyddesign var på niveau med Insidious-filmene - og det var formentligt dét, der for alvor haltede for mig. Godt lyddesign virker i sig selv skræmmende. Her fungerede det ikke. Selv ikke Bisharas underlægningsmusik, der normalt alene er nok til at få de små til at rejse sig, er på niveau med Insidious.
Jeg havde håbet på en bedre oplevelse end i biografen, hvor jeg blev forstyrret af snakkende tilskuere, men ender på samme karakter som dengang: 4/6.
#15 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Som kæmpe psych-freak kan jeg kun nikke anerkendende. Det er en klassiker!
#16 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Nogle af de seneste års hypes har i hvert fald ikke holdt mig søvnløs, hverken Insideous, Paranormal Activity eller The Possession var videre skræmmende, omend de var acceptable.
#17 Ispep 10 år siden
#18 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Jeg fatter ikke tilbedelsen af dén. Jeg vil give den 1-2 af 6 stjerner. Totalt uopfindsom er min betegnelse, sjovt nok netop den modsatte betegnelse af alle hyperne giver den. Og den er ikke uhyggelig på et eneste tidspunkt.
#19 Ispep 10 år siden
#20 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Det ville være mit tab, hvis jeg ikke havde set den og aldrig ville gøre det. Det er vel ikke et tab, når jeg har set den og fandt den dårlig. Vil jeg mene... :-D