Nattens dæmoner

InstruktionJames Wan

MedvirkendePatrick Wilson, Vera Farmiga, Lili Taylor, Ron Livingston, Hayley McFarland, Mackenzie Foy, Joey King, Shanley Caswell, Shannon Kook, Kyla Deaver, Sterling Jerins, John Brotherton, Marion Guyot, Morganna Bridgers, Amy Tipton

Længde112 min

GenreGyser, Suspense

IMDbVis på IMDb

I biografen12/09/2013

Anmeldelse

Nattens dæmoner

4 6
Analogt ubehag

Instruktør James Wan jammer vellystigt med på gyserklassikere som “The Exorcist”, “Poltergeist” og “The Amityville Horror” i sin hidtil bedste film, “Nattens dæmoner”. Hvor Wans gennembrud, “Saw” fra 2004, var sadistisk terrorsplat, og “Insidious”, hans seneste gys fra 2010, imponerede med en fremragende første del og skuffede fælt med en forvrøvlet slutning, leverer “Nattens dæmoner” snigende uhygge til overflod i et hjemsøgt hus i de bæbrune start-1970’ere.

Baseret på virkelighedens spøgelsesjægere Ed og Lorraine Warren, ægtepar og henholdsvis dæmonolog og clairvoyant per excellence, udrulles historien om familien Perron, der i 1971 flytter ind i et gammelt hus – langt ude på landet – i Harrisville, Rhode Island. Roger (Ron Livingston), Carolyn (Lili Taylor) og deres fem døtre er glade, men ikke videre velhavende, nye husejere. Men allerede fra start synes noget mærkeligt at foregå i det store hus. Klokken 03.07 om natten stopper samtlige ure, en fæl lugt breder sig (lidt a la prut), og den efterfølgende morgen vågner Carolyn med blå mærker på kroppen. Derfra tager de mystiske hændelser kun til i styrke.

Familien tager endelig kontakt til det kendte Warren-par (spillet af Vera Farmiga og Patrick Wilson) og beder desperat om hjælp. Alle tegn tyder på, at huset er besat af ondsindede dæmoner, som forsøger at besætte de svage sjæle, der måtte våge sig over dørtrinet i Harrisville. Og så må Ed og Lorraine Warren trække i arbejdstøjet.

“Velkendt”, “klichefyldt” eller for den sags skyld “fortærsket” behøver ikke betyde noget negativt. I tilfældet “Nattens dæmoner” (der bærer den meget bedre originaltitel “The Conjuring”, der tvetydigt kan betyde både besværgelse og taskenspilleri), er man ikke et øjeblik i tvivl om, at James Wan har lånt med både arme og ben fra alle de bedste spøgelseshus-, dæmonbesættelses- og psykologiske gys, filmhistorien har frembragt. Og alligevel er det lykkedes ham at skabe en film, der giver svedige håndflader og får en til at knibe øjnene sammen i uforfalsket frygt for, hvad der gemmer sig nede i den mørke kælder, bag døren eller inde i skabet. Hvordan?

Tålmodigt præsenteres vi først for Warren-ægteparret og deres helt særlige beskæftigelse udi det paranormale. De har – på deres bryllupsnat(!) – sværget at hellige deres liv til at hjælpe de stakler, hvem dæmoner eller dets lige nu skulle finde på at besætte. Meget sympatisk faktisk. Den uheldige familie Perron præsenteres også med samme ro og mag. Vi lærer dem at kende. Vi kan li’ dem. I John R. Leonettis flotte, lange indstillinger – ofte akkompagneret af foruroligende stilhed – kryber uhyggen så op bag en. Det store hus, som familien knap nok selv kan navigere rundt i endnu takket være forvirrende grundplan og skjulte rum, tilføjer kun til den generelle følelse af ubehag.

At historien udspiller sig i 1971 er måske filmens største clou. Har man sagt 1970’erne, har man også sagt brune nuancer, uklædeligt kluns og teknologi på det analoge plan. Det er bare mere skræmmende, når lp’en kører i hak, end når iPod’en giver én æbleskærm. Det analoge har en indbygget stoflighed og er i sin natur langsom. Det tager tid, når Harrisvillehuset skal rigges til med lys- og lydsensorer, spejlreflekskameraer med snoretræk og små klokker på dørene. Wan tager sig den tid, og det er efterhånden lidt af en sjældenhed i en moderne gyserfilm. Der lettes også behørigt på hatten til de filmiske forbilleder med et par vaskeægte 70’er-zooms, der rammer både stemning og periode formidabelt. Ligesom The Zombies 1968-hit, “Time of the Season”. Et smågenialt sangvalg.

“Nattens dæmoner” lever på stemning, effektive gys af den gamle skole og velspillende skuespillere over hele linjen. Bedst er Lily Taylor og Vera Farmiga, hvis karakterer der absolut også er mest kød på. Alene Farmigas garderobe, der inkluderer både babyblå kalvekrøs og ankellange uldnederdele, er grund nok til at indløse billet. Bevares, det er ikke den dybe tallerken, Wan opfinder hen mod filmens slutning, hvor handlingen skal bindes sirligt sammen. Effektjageri med letkøbte bøh-øjeblikke trækker også en my ned i det samlede regnestykke. Det laver dog på ingen måde om på, at filmen er en veltunet kærlighedserklæring til fordums tiders foruroligende gys.

Kort om filmen

Før der var Amityville, var der Harrisville. Baseret på en sand historie fortæller “Nattens dæmoner” den gruopvækkende fortææling om, hvordan de verdenskendte paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren blev tilkaldt for at hjælpe en familie på landet, som blev terroriseret af en mørk tilstedeværelse på deres øde gård.