Jeg deler Larrains historiesyn. Der findes ikke én stor Historie, men mange historier. Dem, der fortæller, afgør historiens gang. Derfor fortæller Larrain igen ikke Historien om en kendt person, men deres egen iscenesættelse af den historie. Jackies var mere psykotisk dreven, imens Neruda er en syret digterdrøm om en digter på flugt i det, der kunne ligne en politiroman. Det er næsten simpelt.
