Som i en kriminalroman

Det er egentlig helt simpelt. “Neruda” er en politikrimi. En kriminel på flugt fra politidetektiven. Flygtningen og forfølgeren. Og så alligevel. Det er aldrig så simpelt, når Pablo Larraín iscenesætter historien. For en Nobelpris-vindende digter som Pablo Neruda kræver en digtende biopic. Det har han fået i en film, der varmede op til en af årets bedste film, “Jackie”.

For selv om “Jackie” fik premiere for snart et år tilbage – og “Neruda” først får nu – så blev de lavet i omvendt rækkefølge. I den sammenhæng er “Neruda” den lidt uslebne forløber til “Jackie”, der iscenesatte Jackie Kennedys iscenesættelse af manden, præsident John F. Kennedys død. Med “Neruda” testede Larrain det lækre lens flare og det støvede lys, som han perfektionerede med “Jackie”.

Der er igen et historisk portræt af en kendt, men med en digters sans for leg og improvisation. “Neruda” er næppe Historien om Pable Neruda, men et lyrisk, klogt bud på én ud af mange mulige. Og det er igen med fokus på iscenesættelse og leg med identitet. Jackie tændte op i en smøg, imens hun insisterede på, at hun ikke var typen, der røg. Det skulle ikke blive en del af fortællingen om hende. Hun var selvbevidst. Det er den her fortællings Neruda også. Senatoren Ricardo Reyes har taget sig digter-navnet Neruda i et kommunist-forskrækket Chile i tiden efter 2. verdenskrig. Nu må han flygte. Eller lade sig anholde? Hvad er bedst for iscenesættelsen? Han vælger flugten.

Herfra begynder en svævende, selvbevidst flugt igennem Chile – et grønt land med landbrug og krig, som den lyriske voice-over fortæller. Det er Gael García Bernal, der lægger stemme til flugten, imens han selv indtager rollen som forfølgeren, der tager sig navnet Óscar Peluchonneau i jagten på flygtningen. Fiktion og fortælling smelter sammen, imens “Neruda” og de politiromaner, som Neruda nyder at læse, bliver stadigt sværere at skille ad. Pablo Larraín fletter det drømmende sammen, som om han selv er digter og forfatter til en politiroman. To gange Pablo – Larraín og Neruda – bliver den samme i en jagt, der holder fast i den faktiske historie ved at hilse på Picasso og Pinochet, som Larraín og Bernal væltede fra magten i “No”. Det hele hænger sammen.

Det gør det også, da politi-forfølgeren mener, at historien mangler rædsel. Orkestermusikken spiller op, soldater skruer bissen på – som på kommando. Ligesom Neruda kræver en storslået flugt. Han vil flygte til hesteryg forfulgt af sin politi-forfølger. Det har “Neruda” og legenden om Neruda brug for. Sådan bliver det. Denne meta-kommenterende leg topper, da Bernals politimand opsøger Nerudas kone. Han vil aldrig fange manden, forklarer hun. Hvorfor? Fordi du kun er en birolle, imens Neruda er hovedpersonen. Instruktør Larrain er enig – sådan er rollefordelingen. S-E-L-V-bevidst.