Er “Nymphomaniac” Triers hovedværk? Det er svært at sige, for det er svært at nå op på niveauet i “Dogville”. Men med en fem og en halv times version på vej, der efter al sandsynlighed både er mere eksplicit og mere provokerende, kunne meget godt tyde på, at det lige præcis er, hvad “Nymphomaniac” kan vise sig at være. For nu har vi i hvert fald allerede fået en masturberende mastodont af et filmværk, der det ene øjeblik er komisk og grotesk og det næste øjeblik kold og hjerteskærende fyldt med fantastiske skuespilspræstationer i samtlige, primært liderlige roller.
#81 Genne 10 år siden
#82 Mikkel Abel 10 år siden
Perfekt tempo mellem Joes historier og dialogerne mellem hende og Seligman. Hvordan Joe, som en anden Keyser Söze, får historien drevet frem ved at lade sig inspirere af omgivelserne fungerer virkelig godt. Man kunne frygte, at Seligmans filosoferende tanker kan virke for påklistret og ligegyldige, men bedst som man tænker "arrrhhhhh, nu er det vist lidt langt ude" er vores karakterer(Joe) hurtige til, at konstatere det samme. Trier er hundrede procent bevidst om hvad hans karakterer siger og derfor skabes der en form for selvironi der kun får det til at virke endnu bedre. Og alt det Seligman siger kan oftest overføres til Joes historier, og derfor får man aldrig fornemmelsen af, at det er komplet ligegyldige ting han siger.
Castet er spækket med stjerner og alle skal have ros - hold da kæft. Det må have været ekstremt udfordrende, at skulle lave sådanne kompromiløse og nådeløse scener, men det hele fungerer bare. Største ros skal næsten gå til Stacy Martin. Tænk sig, at ikke have én eneste film på CV'et og så kaste sig ud i sådan et Trier-værk, som det første. Det må havde krævet en masse mod og hun gør det glimrende. Jeg glæder mig i hvert fald til at se mere med hende. Mange ting kan man sige om LaBeouf, men han er sgu også fremragende og spiller på mange følelser. Ellers er det bare virkelig fedt, at se det ene kendte ansigt dukke op efter det andet. Om det så er Nicolas Bro der slikker fisse i et par sekunder, Jamie Bell der er sadist eller Uma Thurman der får et helt kapitel, som moder på randen til et nervesammenbrud.
Den eksplicitte sex - er Triers eneste formål at provokere? Næppe. For mig står det simpelthen som en nødvendighed. Laver man en film af den kaliber, omhandlende en selv-diagnoseret nymfoman, skal sex'en simpelthen ikke skjules. Det ville være tåbeligt. Det fascinerende er også, at når man har set den første penetration og stive tissemand, så forekommer det utroligt naturligt for at se på. Som det vel egentlig også burde være.
Æstetikken er gudesmuk. Nu er det eneste jeg har set af Lars Von Trier netop denne "Depression-trilogi", men hvis der er noget disse film har tilfælles er det absolut de fantastiske billeder. Alt fra de shaky billeder under diverse sex-akter, de statiske billeder der iskoldt observerer Joe mens hun bliver straffet af K, og flotte naturbilleder der mest danner associationer til The Tree of Life. Brug af musikken er simpelthen også genial - tag fx starten: Helt sort i ca. 1 minut, billeder af regnvejr der falder og løber gennem en tagrende. Klip til Seligman i en lejlighed hvor vi så bliver serveret for Rammstein med fuld volume. Et makabert nummer der overhovedet ikke passer til billederne. Genialt.
Og slutningen - fuldstændig fantastisk og ekstremt tragikomisk. Jeg har stadigvæk kuldegysninger.
10/10
At vide der stadigvæk gemmer sig en halvanden time kunne ikke være bedre, for aldrig har fire timer gået så hurtigt.