Budskabet om, at vi skal behandle havene med respekt og kærlighed havde stået langt stærkere, hvis filmens instruktører havde holdt sig til billedernes kraftfulde fortælleform. Som i den hjerteskærende scene, hvor en flok fiskere skærer finnen og halen af en haj og kaster den tilbage i havet igen, alt imens kameraet følger den sårede hajs dødskramper ned mod den blodrøde sandbund. De frygtelige billeder siger mere end tusind ord og en indigneret, fransk fortællerstemme.
”Hvad er havet?” spørger et lille barn i starten af “Oceans”. ”Vidunderligt fascinerende,” har man lyst til at svare ham efter i knap to timer at have været i selskab med frygtindgydende hajer, underlige krebsdyr og gobler så store som huse i denne visuelt overdådige dokumentarfilm. Mere fokus på dyrene i det mørke dyb og færre halvhjertede forsøg på at prakke filmen et politisk budskab på havde dog gjort “Oceans” langt mere mindeværdig.
