Stram historie, løs fortælling. Et maraton uden den klassiske filmstrukturs høj- og lavpunkter. Jeg havde lyst til at skrige af rastløshed undervejs. Den kværnende kopi af livet, som Nuri Ceylan fremviser, er en realistisk, kedelig, uhyggelig og morbidt morsom rundtur i Anatolien. Hans kamera rykker sig sjældent, bortset fra når det på sine stive ben planter sig midt i kredsen af en forsamling mænd, vi aldrig lærer at kende, men hvis indbyrdes forhold er dybt genkendelige. En moderne tragedie, der kræver indlevelse og koncentration. Det er bare svært at sige hvornår.
