Don’t show it, don’t tell it

Jeg blev undervejs i “Once Upon a Time in Anatolia” opmærksom på, hvordan årtiers velproduceret filmføde har vænnet mig til en særlig fortælleform. Nu fik jeg underholdningsabstinenser. Så meget som jeg over for mine venner nedrakker formularisk Transformers-action, sad jeg alligevel i salen og blev bevidst om adrenalindepoter, der blev brugt helt anderledes. Jeg søgte forløsning. Rusen. Jeg fik i flere henseender en kold tyrker.

Nuri Bilge Ceylans krimidrama udspilles i en enkelt nat og den efterfølgende morgen. Få, faste indstillinger skildrer på én gang et øde landskab og menneskeforhold præget af distance. Kameraet er ofte på lang afstand af de medvirkende, der kun tiltaler hinanden med titler; Doktoren, Araberen, Kommisæren. De leder efter noget og medbringer to navnløse, der allerede har tilstået en ukendt forbrydelse. Krimidrama skal altså ikke forstås i klassisk who dunnit-forstand, men ud fra den fantasiløse betragtning, at der optræder betjente og forbrydere.

Hvad der egentlig foregår, er nedprioriteret i forhold til en langsom optrevling af de enkelte karakterers personlighed. Fokus skifter glidende mellem den langsomme araber, den koleriske kommisær, den rolige doktor og tilbage igen. I to og en halv time lægges vinklen ikke nok hos én person til, at jeg identificerer sig med ham. Identifikationen opstår i de mange dialogscener med mændenes forskelligheder som drivkraft. Det er en fortælling-i-fortællingen-film. På Tarantino-måden, hvor en historie om bøffelyoghurt er lige så central som et mordplot.

Det er en til tider frustrerende oplevelse, sådan ikke at kunne hænge sin hat på et endemål. Lidt som i det virkelige liv. Stilbevidstheden er nogenlunde den samme, men hos Tarantino er de mange omveje ladet med genre- og popkulturelle referencer, der distraherer. Ceylan gemmer ikke på 60’er-soul eller karatefilm, her er man overladt til en udmarvende søgen efter mening. Uden pause.

Som en filmisk udgave af den kølige minimalisme, der har fejret store triumfer i nordisk litteratur, ligger der en masse mellem de sirligt smukke tyrkiske linjer. Det er først og fremmest skuespillernes fortjeneste, at al den tavshed ikke udtørrer dramaet fuldstændigt. Spændingen bliver til et spørgsmål om at nå en form for selverkendelse. De mange mænd skrifter modvilligt for hinanden undervejs, og hemmeligheder og mørke følelser får deres scener. Men udfrielsen udebliver i en grad, så obduktionens udrivning af et menneskehjerte er det tætteste på at være en slags renselse.