Anders’ deroute i ordinære Oslo sætter sig sine spor i én. Helt uden fordømmelse portrætterer Trier på medrivende vis et tilsyneladende fornuftigt og veluddannet menneske, der tilfældigvis også er narkoman. For det holder man ikke op med at være, bare fordi man har været på behandlingshjem og er clean. Gennem hele filmen holder man vejret med Anders. Med hjertet i halsen og knudret mave bliver man ved med at håbe på, at han kan holde sig på dydens rene sti. At livet ikke lokker for meget. Det er oprigtig suspense, der langsomt sniger sig ind på én, mens melankolien gennemvæder Oslos solbeskinnede gader.
Se også: Filmz TV: Interview med “Oslo 31. august”-instruktøren Joachim Trier
#1 Zabriskie 12 år siden
Det synes jeg er en spøjs kritik. For det første, så ved jeg ikke hvornår filmen er "overlæsset med intertekstuelle litteraturreferencer", ja, hvornår den har litteraturreferencer i det hele taget, udover i den lange dialog mellem Anders og hans gamle ven, i starten af filmen. Derudover ved jeg ikke hvad det overlæssede består i, jeg synes på ingen måde, at det virker forceret i karaktererne, jeg synes derimod, at Trier med stor troværdighed beskriver lige præcis det her krea-kulturelle segment, og jeg tror sådan set ikke at Adorno er der for Adornos skyld, men for filmens skyld.
Hvad det indforståede består af, kan jeg slet ikke regne ud, udover hvis litteraturreferencer per definition er indforståede.
Det virker lidt som en automatreaktion på noget der virker lidt højtpandet, hvilket jeg synes er synd, eftersom dialogen efter min mening er noget af det bedste ved filmen.
Til alle andre: se filmen, det er en oplevelse! Og se derefter debutfilmen Reprise for at komme i godt humør igen. Begge formidable film.
#2 Zabriskie 12 år siden
#3 RasmusFL 12 år siden
Med 'Reprise' i baghovedet vidste jeg næsten på forhånd, at jeg ikke kunne gå galt i byen med denne film. Temaet om ungdommelig forvirring og tidens tand, melankolien, nostalgien, alle rullet overbevisende ud i 'Reprise', men ikke så sanseligt, så rammende og så hjertegribende som her.
'Olso 31. August' er en film, man skylder at se sig selv. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor dialogen, billederne, stemningen og karakterbeskrivelsen er i så uendelig høj klasse som den er, og hvorfor filmen føles mere vedkommende end 19/20-dele af de mangehundrede film, jeg har set gennem mit liv. Noget hænger utvivlsomt sammen med, at jeg som ung mand med hang til skrøbelighed og melankoli og nostalgi og alt det der, nogle ville kalde følelsespladder, kan identificere mig med Joachim Triers hovedperson og hele den sindstilstand, hans film forsøge at indfange. På den måde ved jeg, at filmen taler sandt og at den tør handle om noget af det mest komplekse af alt overhoved, nemlig menneskets strid mod sig selv. Der er virkelig bare noget her, man ikke må gå glip af. Hverken hvis man interesserer sig for film, psykologi eller menneskelig indsigt generelt.
Jeg er ikke i tvivl om, at dette er en af de bedste film, jeg nogensinde har set, også selvom det ikke er en stor film. Størrelsen rodes der virkelig bod på i fokus og intensitet. Jeg vil altid kunne tage denne film frem, fordybe mig i den, og, ja, bruge den konstruktivt, og for det føler jeg mig i sandhed beriget. Jeg har lyst til at skrive meget mere, men ord virker utilstrækkelige
#4 Kruse 12 år siden
Jeg bliver dog nok nødt til at vente til den udkommer på DVD/BD, men det lyder som om at filmen er værd at vente på.
#5 RasmusFL 12 år siden
Har du set 'Reprise'? Hvis ikke er den virkelig hver at se. Hvor den taber marginalt til 'Olso' i intimitet og ja, den x-faktor der giver hjertebanken og våde hænder, så sprudler den til gengæld af opfindsomhed og dybde i sine beskrivelser.
#6 Kruse 12 år siden
Jeps, det er netop derfor jeg glæder mig så meget til at se denne film, da "Reprise" var ret så fantastisk :)
#7 Muldgraver 12 år siden
Forventninger om døden.