Tirrende tungsind

“Ensom narkoman driver rundt i Oslo en sen augustdag.” Sådan firkantet opsummeret er dét, hvad norske Joachim Triers enkle, nærmest minimalistiske “Oslo, 31. august” handler om. Krydret med filosofiske udskejelser omkring kærlighedens væsen, skønne billeder af byen og den særlige, nordiske melankoli smyger filmen sig som en sort kat om benet på én. Bestemt en værdig opfølger til instruktørens kritikerroste debut “Reprise”.

Anders (Anders Danielsen Lie) har forbandet ondt i sjælen. Så ondt, at han fylder lommerne med tunge sten og vader alene ud i en flod. I sidste øjeblik fortryder han dog. Men livet gør stadig ondt. Og det er der sådan set ikke noget at sige til. Som 34-årig kan den veluddannede Anders se tilbage på en ungdom ødelagt af hans afhængighed af hårde stoffer. Men nu er han ved at være igennem et afvænningsprogram på en klinik lidt uden for Oslo – 10 måneder uden så meget som en øl eller et skud heroin. Dertil er det oven i købet lykkedes ham at få en jobsamtale på et fornemt litterært magasin i stand.

På midlertidig udgang drager han derfor mod Oslo, hvor han inden samtalen opsøger en gammel ven. De sludrer, går en tur i parken og taler oprigtige alvorsord med hinanden. Anders fortæller om sit tungsind, vennen om tosomhedens trummerum. De skilles. Jobsamtalen afspores, da redaktøren vil vide, hvad Anders har lavet siden 2005: ”Jeg har været narkoman” lyder det hudløst ærlige svar, hvorpå Anders forlader kontoret. Fristet driver han således rundt i Oslo på må og få. Forsøger desperat at få fat på eks’en, fester, driver videre. Hvad skal det ende med, spørger han sig selv. Og vi ligeså.

“Oslo, 31. august” er skåret frit efter franske Pierre Drieu La Rochelles roman fra 1931, “La feu follet”, hvor man følger den sidste dag i en alkoholikers liv – inden han til slut begår selvmord. Selvsamme roman var også grundlaget for Louis Malles film fra 1963, “Kold ild”, der med Maurice Ronets dragende spil og Erik Saties gennemsyrede melankolske kompositioner stadig formår at tryllebinde. Joachim Triers version drager også. Næsten lige så fermt som hos Malle. Anders Danielsen Lie, i den altoverskyggende hovedrolle som den vægelsindede Anders, har den største andel hvad angår filmens dragende evne. På én gang både stilfærdig og charmerende fremstår Lie som en gåde, man bare må løse. Forsøge i hvert fald.

Fortællingen hos Trier er imidlertid meget løsere og mere hverdagsagtig end hos Malle. Og bestemt ikke uden humor. Mangt og meget forbliver uvist og tåget, og stemningen er af et stream of consciousness-tilsnit – som en doven sensommerdag, hvor man bare følger livets puls og sine egne impulser. En dag, hvor både alt og intet egentlig sker. Men hvor stemningen nok synes mesterligt formidlet af Trier, skurrer det dog en anelse i dialogen, der virker nærmest overlæsset med intertekstuelle litteraturreferencer. Her smager det desværre lidt rigeligt af, at instruktøren først og fremmest laver film for sig selv og sine nærmeste, überintellektuelle artsfæller, der også nikker med på indforståede Adorno-jokes og sjældent indleder samtaler med nogen uden for universitetsmiljøet. Men det er også det eneste malurt, der skal dryppes i bægeret herfra.