En oprindelseshistorie kæmper ofte med balancen mellem at dvæle og drive fremad. “Pan” er ingen undtagelse. Den er et visuelt flot forsøg på eventyr, men når formlen rykkes så lidt, forstår jeg ikke trangen til at vende tilbage til Ønskeøen, der efterhånden minder lidt om en firmajulefrokost. Jo mere invitationen lover en ‘gakkelak aften ingen glemmer’, jo mere ved man, at virkeligheden er en gammel festsang og en masse mennesker, der farer rundt og skriger, som om de aldrig var blevet voksne.
