Drengen, der ikke kommer videre

Jeg har aldrig været den store fan af J.M. Barries lidt for yndige rodebutik af sørøvere, indianere og nysgerrige børn foran porten til pubertetens lokkende eventyrhave. Da Disney så tilmed lugede alt spirende seksualitet ud i 50’erne, blev Ønskeøen til en ufarlig technicolor-regnskov, hvor kun dumme voksne ikke forstår trangen til raskt at springe buk hele dagen. Heldigvis for mig kommer “Pan” nu flyvende med løfter om at give historien om Peter Pan, Klo og Tiger Lily en ordentlig kølhaling.

Opdateringen sætter ikke bare nye ansigter på de velkendte figurer, men rykker tilbage til start, da Peter bare er en forældreløs dreng på et nonnekloster. Til gengæld har man skruet tidsperioden frem til 2. verdenskrig, hvor bomberne falder om ørerne. Ligesom i “Narnia” er virkelighedens gru grimmere end fantasiens, men det åbner samtidig for, at hele “Pan” foregår i et eksploderet drengehoved. En kynisk tilgang til universet, som jeg ikke helt forstår, og som der heller ikke bliver gravet dybere i.

Der går næsten for lang tid med lortebarndomsskildringen, men da det flyvende sørøverskib endelig ankommer, begynder “Pan” visuelt at spille med musklerne. Flere flotte sekvenser retfærdiggør brugen af 3D, især piraten Sortskægs base indbyder til mavesugende kamerature og svimlende spring i dybet. Fortællingen om de barnerøvende pirater og noget værdifuldt tryllestøv er derimod en lidt tung starter. Nogenlunde ligesom vores helt, der bare leder og leder uden at kunne finde sig selv.

Da Peter endelig begynde at finde en vej, viser det sig at Joe Wright og Jason Fuchs ikke har revolutioneret historien, men snarere rykket den et led op i stamtræet. Sortskæg for Klo – Klo for Peter Pan – Peter for Wendy. Det gælder stadig om at lære at flyve, redde Tiger Lily og slås med en grusom, men dandy pyntepirat. De få overraskelser, der er, kommer mere af pudsige prioriteringer som at reducere Klokkeblomst og krokodillen til mikroroller, men samtidig give piraterne tid til både at synge Nirvana og Ramones.

Når de ikke synger er sørøverne til gengæld det sjoveste selskab anført af en Hugh Jackman, der ser ud til at trives tåspidsdansende mellem aristokratisk pudderfims og brutal slaveejer. Der er virkelig ikke langt til Disneys flamingofarvede maniker, men klovneriet er afløst af sølvtunget sarkasme og ondskaben mere ekstrem. Garrett Hedlund får mindre at arbejde med som en Cowboy-Klo, der mest prøver at score Rooney Mara, der er Tiger Lily, som hun altid er, temmelig knotten. Alt det havde dog været forgæves, hvis ikke Levi Miller kunne klare titelrollen. Heldigvis er han for det meste ok.