“Paula” er en film om at trives på trods – eller måske netop med trods. At modstanden i sig selv er en slags mål, og at trykket udefra er lige det, der skal til for at skabe en diamant. Og det er måske netop det sidste koncentrerende tryk, der udebliver i Christian Schwochows på mange måder fine fortælling. Den kniv, der skærer i det nydelige portræt med de fine, brede strøg og finder et radikalt mesterværk, som rækker ind i næste århundrede.
