Det er Aranoas behændige og stilsikre instruktør-behandling af et åbenlyst, men ikke derfor mindre vedkommende budskab, der gør det til en rørende og medrivende filmoplevelse. Ligesom i instruktørens mest kendte film, “Mandage i solen”. Det endegyldige bevis på det er, at det lykkes ham at bruge Marlene Dietrichs “Sag mir wo die Blumen sind” over rulleteksterne, uden at det på nogen måde føles påklistret eller sentimentalt. Man skal dog ikke forvente en slutning, hvor der bindes pæne sløjfer på alle konflikter i dette univers. Her er den gode vilje mindst lige så absurd og meningsløs som den onde.
