Perfect Day, A
Udgivet 14. jun 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Vi åbner i mørke. Fysisk og metaforisk. Kameraets langsomme panorering afslører, at vi befinder os dybt nede i en brønd. Der er en cirkel af lys højt oppe, men ikke nogen umiddelbar vej derop. Så begynder vi langsomt at stige op mod lyset, men gradvist gøres det klart, at vi ikke er alene i brønden. En tung, våd genstand hæver sig op mod lyset sammen med os. Det er kun lige inden, at der klippes til verden uden for brønden, at det går op for os, at den store klamme ting er liget af en enorm mand, der igennem “A Perfect Day” bliver refereret til med utallige variationer over ‘det fede læs’.
“A Perfect Day” skriver sig ind i en lang tradition af film som “Dommedag nu”, “Punkt 22” og “M.A.S.H.”, der skildrer krig og krigens verden som meningsløs eller direkte absurd. Et klassisk element i den tradition er den kulsorte humor, der også udgør en central del her. Ikke mindst personificeret af Tim Robbins som B, som konstant punkterer den trykkede stemning med fjollede kommentarer og regelmæssigt må konsultere sin lille notesbog med erfaringer fra et langt liv i krigszoner. Når han støder på en død ko på vejen kan denne hjemmestrikkede grønspættebog ikke alene fortælle ham, at koen selvfølgelig er mineret, men også på hvilken side af koen bomben ligger. Hvis han vel at mærke har tydet sine egne kragetæer korrekt.
De er kringlede og problemfyldte på den helt rigtige måde, der giver godt konfliktstof, som man klogeligt undgår at forløse fuldstændigt. Deres indbyrdes forhold skal fungere som baggrund i forhold til den centrale historie om krigen. Det har instruktøren tydeligvis forstået. Galgenhumoren får heller aldrig lov til at lette stemningen i det krigshærgede landskab, men fungerer som en naturlig forlængelse af spanske Fernando León de Aranoas tema.
Det er Aranoas behændige og stilsikre instruktør-behandling af et åbenlyst, men ikke derfor mindre vedkommende budskab, der gør det til en rørende og medrivende filmoplevelse. Ligesom i instruktørens mest kendte film, “Mandage i solen”. Det endegyldige bevis på det er, at det lykkes ham at bruge Marlene Dietrichs “Sag mir wo die Blumen sind” over rulleteksterne, uden at det på nogen måde føles påklistret eller sentimentalt. Man skal dog ikke forvente en slutning, hvor der bindes pæne sløjfer på alle konflikter i dette univers. Her er den gode vilje mindst lige så absurd og meningsløs som den onde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet