Vandet gemmer på et vidtrækkende net af sammenhænge i Patricio Guzmáns overvældende dokumentar. Chiles mørke historie skyller i land kapitel for kapitel og forbindes vildt fabulerende med alt fra galaktiske vanddampe til lyden af regnen på et bliktag. Det er grumt og utilsløret. Men på samme tid er det drømmende og smukt. Vilde tankestrømme flyder umærkeligt sammen i “Perlemorsknappen”, hvor alt er forbundet. For alt er jo vand, som Thales vidste.