Alt er vand

Det var Thales, den græske filosof, der som den første hævdede, at alt er vand. Omkring halvvejs gennem Patricio Guzmáns dokumentarfilm her gentager en chilensk antropolog den antikke påstand. Det er vandet, der holder sammen på det hele. Samfund, civilisationer, selve livet. Også “Perlemorsknappen” er bundet sammen af det vand, der løber som en rød tråd gennem en fortælling, der med svimlende perspektiver sætter Chiles blodige historie ind i en ramme, der er så vid og gammel som universet selv. Det er forbløffende tænkt, overlegent eksekveret. Det er dokumentarkunst med sjældent stor personlighed, vision og kunstnerisk ambition.

Men hvad handler det egentlig om? Et rimeligt spørgsmål. Men det er ikke sådan lige til at besvare. For på den ene side er det en fortælling om to mørke kapitler i Chiles historie: kolonialisternes udryddelse af landets indfødte vandnomader samt diktator Pinochets udryddelse af politiske modstandere i 70’erne og 80’erne. Men på samme tid handler det om livets opståen. Om vand, der er kommet hertil fra det ydre rum på ryggen af styrtende kometer. Om vand på fjerne planeter og vanddamp i fremmede galakser. Og om Guzmáns barndomsven, der blev skyllet væk af havet.

Det lyder umiddelbart som en rodet og forceret sammensat omgang. Men Guzmán formår at binde de mange flygtige tanker sammen, så de oplyser hinanden. Hele tiden med vandet som det forenende element. Han har en helt særlig, nærmest digterisk, voice-over, som med ganske få ord skaber overraskende sammenhænge. Titlens perlemorsknap er et klart eksempel på, hvordan Guzmáns metaforik forener fortællingens forskellige tråde. Titlen henviser nemlig dels til historien om en indfødt vandnomade, der modtog en sådan knap som betaling af en britisk kartograf. Til gengæld skulle den indfødte forlade stammetilværelsen i Chile og rejse med kartografen til den industrielle revolutions London. For at blive civiliseret, som det hed. Det ødelagde selvfølgelig den stakkels mand, mens kartografens optegninger af vandfolkets land samtidig blev startskuddet på den kolonialisering, der betød, at der i dag blot er tyve efterkommere af stammefolket tilbage.

Men titlen henviser også til en anden knap, rustet fast på en metalbjælke, som en gruppe dykkere finder på havbunden ud for Chiles kyst. En af de bjælker, som blev brugt til at trække ligene af Pinochets politiske modstandere ned, når de rutinemæssigt blev smidt i havet fra helikoptere. En procedure, som Guzmán genopfører med en menneskedukke som substitut. Gruopvækkende effektivt. Havet og knapperne forener de to tragiske begivenheder i metaforikken. Et hav af andre detaljer føjes til på lignende vis. Det kan ved første øjekast ligne en løs associationsleg, men det forløser sig i en overvældende struktur, der rummer så meget, at det er svært at begribe, at spilletiden blot løber op på 82 minutter.

Og så har jeg ikke engang nævnt billedsiden endnu. Også her fylder vandet det meste. Fra åbningsbilledet af en vanddråbe fanget i en 3000 år gammel kvartssten til billeder af vanddamp i fjerne galakser, taget fra Chiles store La Silla-observatorium. Billeder af vandfolket og deres kanoer, af Chiles 4000 km kystlinje. Og af oppustede lig, skyllet op på stranden. Det er æstetisk blændende naturbilleder, men de underbygger samtidig det komplekse net af sammenhænge, som Guzmán antyder i sin poetiske voice-over.