Alt er dog ikke lutter alvor, og heldigvis formår den debuterende spillefilminstruktør Mona Achache at krydre fortællingen med en lun underspillet humor, der bringer smilet frem på læben, hvad end det drejer sig om naboernes absurde adfærd eller et japansk toilet, der spiller klassisk musik, når man sætter ballerne på det. Til gengæld lider filmen under et temmelig stereotypisk og fladt persongalleri, hvor selv centrale figurer forbliver karikaturer. Det gælder ikke mindst den vise gamle japaner, hvis figur er så overdynget med klicheer, at han næsten kunne være i familie med Mr. Miyagi fra “Karate Kid”. Alligevel er det en svært modståelig og ret så charmende fortælling, der udspiller sig i “Pindsvinet”, og det er vanskeligt at forestille sig nogen, der ikke vil blive bare lidt rørt over slutningen – forudsat de altså ikke har forskanset bag et hegn af tykke pigge.
